Udstilling af bymidte-plan på Hovedbiblioteket
I denne uge kan du se en model og plancher om helhedsplanen for fremtidens Hvidovre Bymidte. Borgermøde finder sted i aften
Helhedsplanen for Hvidovre Bymidte, som er i høring frem til den 4. december, er tegnet af Vandkunsten og arbejdet frem i dialog mellem borgere, arkitekter, politikere og kommunale fagfolk i den proces, der har forløbet igennem 2015 og 2016. Her har bl.a. været afholdt to åbne workshops, hvor borgerne har kommet med input til, hvordan de kunne tænke sig fremtidens bymidte i Hvidovre, og et bedømmelsesudvalg og bymidteudvalg med repræsentation af både borgere, politikere og embedsfolk har løbende drøftet de tegninger og planer, der er blevet lavet. Helhedsplanen viser, hvordan der overordnet kan placeres kultur, administration, boliger, butikker, sundhedstilbud, mødesteder mv. i bymidten. Den endelige placering og ikke mindst udformning af bygninger, pladser og parkanlæg og lignende vil blive fastlagt med de lokalplaner, der skal udarbejdes, når helhedsplanen er endeligt vedtaget. Også lokalplanerne vil komme i offentlig høring. I aften tirsdag den 8. november kl. 18.30-21.00 er der borgermøde om helhedsplanen i Medborgersalen. Her vil tegnestuen Vandkunsten præsentere tegningerne og tankerne bag, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål. - Alle interesserede er meget velkomne til borgermødet, og hvis man som borger har bekymringer, input eller holdninger til helhedsplanen, så håber vi fra politisk hold, at man vil sende et høringssvar, siger borgmester Helle Adelborg. - Der har været en god dialog mellem borgere, politikere og arkitekter i processen indtil nu, og sådan ønsker vi, at det skal fortsætte. For fremtidens bymidte skal være for alle borgere, og vi tror på, at vi får skabt det bedste resultat, når alle har mulighed for at give deres besyv med. Model og plancher med helhedsplanen for Hvidovre Bymidte vil mandag den 14. november blive flyttet til Hvidovre Rådhus, hvor de kan ses til og med den 27. november. Høringssvar skal sendes senest den 4. december til planteamet@hvidovre.dk.