Joey Moe indvier ny Sunset Boulevard med gratis koncert
Fastfood-kæden Sunset Boulevard åbner endnu en restaurant i Vejle. Denne gang med drive-in. Det sker fredag den 18. november på Dandyvej 1.
Åbningsfesten bliver sparket i gang klokken 10.30 med en akustisk og gratis koncert af Joey Moe inde i restauranten.
Tre kvarter senere åbner dørene til selve restauranten med gratis snackburgere til de første 100 gæster. Den gimmick gentages hver time fra klokken 13.00 til 17.00.
Franchisetager Kasper R. Lyngholm kan næsten ikke vente med at byde gæsterne inden for i den ny restaurant.
"Jeg glæder mig helt vildt til åbningen. Det bliver virkelig en fest, som jeg håber, at rigtig mange vejlensere vil deltage i," fortæller han.
Sunset Boulevard sætter derudover en rejse for to til Maldiverne med Primo Tours til en værdi af 25.000 kroner på højkant, som en heldig frokostgæst kan vinde ved blot at skrive sit navn og telefonnummer bag på sin kvittering og aflevere den til personalet. Klokken 17.00 trækkes en vinder.
Flere gange i løbet af åbningsdagen trækker personalet også vindere af andre præmier, blandt andet to billetter til en akustisk koncert med Christoffer og gavekort til Sunset Boulevard.