Fortsæt til indhold

Kæmpe dusør i sag om stenkast

Fyns Politi udlover nu en samlet dusør på over 250.000 kroner, der udbetales til den eller de borgere, der kommer med det afgørende tip

Arkiv
Arkiv

Fyns Politi udlover nu en samlet dusør på over 250.000 kroner til afgørende tip i stenkast-sagen på den Fynske Motorvej.
Blandt bidragyderne er fagforeningerne Business Danmark og 3F, der hver har udlovet 50.000 kr.
"Det er ikke det Danmark, vi vil have, og det støder vores retfærdighedsfølelse. Derfor må vi som civilsamfund bakke op og bidrage til opklaringen alt det, vi kan. Jeg håber, dusøren kan bidrage til at stoppe denne livsfarlige og meningsløse tendens," siger Jens Neustrup Simonsen, landsformand for Business Danmarks, i en pressemeddelelse.
Også 3Fs transportgruppe bakker fuldt op til opklaringen af den tragiske sag.
"Vores medlemmer bruger jo 80-90 procent af deres tid på landevejen og føler nu, at de skal sidde og kigge op på hver eneste bro. Så vi er enige om, at det her skal vi have opklaret. Og hvis vi kan være med til at få det opklaret, så vil vi rigtig gerne det," siger Jan Villadsen, formand for 3Fs Transportgruppe.

To personer set på broen

Selvom der nu er gået to måneder siden drabet, modtager Fyns Politi fortsat henvendelser fra offentligheden. Politiet har senest hørt fra en lastbilchauffør, der bemærkede to skikkelser på broen kort før den tyske bil blev ramt. De kan ikke beskrives nærmere, men chaufføren noterede sig, at de knælede ned, netop som han passerede under broen.
"Det er en meget interessant oplysning, da det er første gang, at vi har hørt om personer set direkte på broen så tæt på gerningstidspunktet. Vi holder fortsat alle muligheder åbne, men det kunne altså tyde på, at der har været to personer om det," siger Michael Lichtenstein.
"Vi har nu registreret over 450 henvendelser fra borgerne. Det er ganske overvældende, men også helt afgørende for vores efterforskning at få den hjælp," siger efterforskningsleder Michael Lichtenstein.

DNA-fund fra ukendt person

Der har været foretaget en række DNA-undersøgelser af de betonklodser, der blev kastet og af området omkring broen. Teknikere har fundet flere forskellige DNA-profiler - de fleste fra vidner og de forurettede. Men politiet mangler at få identificeret en af de fundne DNA-profiler.
"Vi har fundet en DNA-profil, som vi ikke kender i politiets register. Derfor vil vi undersøge om eventuelle mistænktes DNA matcher den fundne profil. Desuden kan vi håbe på et hit blandt de mange sigtede, der hver dag føres ind i politiets register," siger politikommissær Michael Lichtenstein, der betragter det som et afgørende spor, at der er fundet en DNA-profil.
Politi mangler også fortsat at identificere føreren af den ældre mørke Volvo stationcar, som et vidne så tæt på gerningsstedet på selve natten.
"Det undrer mig, at vi ikke har hørt fra vedkommende, der var ude at køre den nat. Det er vigtigt for os at få identificeret bilen, så vi håber derfor, at føreren henvender sig til os," siger Michael Lichtenstein.

Håber folk kommer ud af busken

"Vi håber, at omtalen af det store dusørbeløb kan få de afgørende vidner til at kontakte politiet. Der må være nogen, der har en mistanke til en ven, nabo eller lignende, der har været ude den pågældende nat eller har udvist en mistænkelig adfærd efterfølgende," siger politikommissær Michael Lichtenstein, der leder Fyns Politis efterforskning.
Fyns Politi undersøger også fortsat, hvad der ramte en bilist på den fynske motorvej lørdag eftermiddag. Foreløbig har politiet ikke fundet den genstand, der ramte bilen. Kriminalteknikerne arbejder i øjeblikket på at undersøge bilen i håb om at kunne afklare, hvad der helt præcist ramte den. Gerningsstedet er desuden flere gange blevet undersøgt af hunde for eventuelle spor.