Fortsæt til indhold

Tricktyve stjal 14.000 kroner fra kvinde

Arkiv
Af Simon Carlson

En 71-årig kvinde fik i går stjålet sit dankort af to mænd på parkeringspladsen foran Netto på Damstien i Kolding.
Tyveriet skete ved, at de to mænd henvendte sig til damen med et kort over København og spurgte om vej. Det lykkedes dem således at skabe forvirring nok til, at de kunne fiske kvindens kort op af hendes taske.
Først senere opdagede kvinden, at kortet manglede, men da var der allerede hævet 14.000 kroner på kortet, oplyser lokalpolitiet i Kolding.
Politiet mener, at de to mænd formentlig har afluret kvindens pinkode, mens hun handlede i Netto.
De to mænd beskrives begge som mellemøstlige af udseende med brun hud og kort mørkt hår. Den ene mand beskrives som spinkel af bygning, mens den anden var kraftig, fortæller politiet, som meget gerne modtager henvendelser fra folk, der kan have overværet episoden.