Fortsæt til indhold

Kommunen kan ikke dokumentere millionstøtte

I forbindelse med dobbeltkoncerten Sting og Poul Simon støttede Odense Kommune det store event med skatteborgernes penge. Men kommunen kan ikke dokumentere, at skatteborgerne har fået noget ud af millionstøtten. Det skriver Fyens.dk.

Arkiv
Arkiv

Odense Kommune står tilbage med et alvorligt forklaringsproblem, efter at kommunen gav økonomisk støtte til en koncert med verdensstjernerne Sting og Paul Simon i marts 2015 og overførte millioner af kroner til den private arrangør Odense Sport & Event.
Fyens Stiftstidende afslørede tirsdag aften, hvordan de to tætte samarbejdspartnere måtte være kreative, for at kommunen kunne leve op til et mundtligt løfte om et tilskud på 4,5 til 5 millioner kroner, og hvordan kommunen til sidst endte med at overføre to millioner skattekroner til selskabet som betaling for ydelser, kommunen i dag ikke kan dokumentere har fundet sted.
Odense Kommune forklarer sig med, at modydelserne ikke er blevet journaliseret i det kommunale system, men fastholder, at odenseanerne har fået noget for pengene.
Det er langt fra godt nok, lyder det fra en ekspert i offentlig forvaltning, som Fyens.dk har talt med.
Han mener, at sagen kan få konsekvenser for både kommunen og Odense Sport & Event, der har den fynske rigmand Niels Thorborg som hovedejer og bestyrelsesformand.
"Det er et lovbrud. Hvis man efter lang tids søgning efter mails og materiale stadig ikke kan finde noget, må man gå ud fra, at det ikke findes," fastslår Roger Buch, forvaltningsekspert og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.