Fortsæt til indhold

Nyt, stort byggeri skydes i gang på Fredericia

Boligkontoret Fredericia bygger 74 boliger og café i Kanalbyen

Arkiv
Peter Friis Autzen

Boligkontoret Fredericia vil bygge cirka 74 boliger og en café for enden af Frederiks Kanal på det store FredericiaC-område, Kanalbyen. Byggeriet bliver på 8.000 kvadratmeter.
For nylig var der rejsegilde på Frederikshus, der også ligger ved enden af Frederiks Kanal. Med aftalen med Boligkontoret Fredericia kan der nu også komme gang i byggeriet på nabogrunden.
Planerne for byggeriet rummer et seniorbofællesskab med cirka 43 ældrevenlige boliger og cirka 31 private familieboliger. Desuden er der plads til en café med udsigt til kanalen.
Boligkontoret Fredericia står bag seniorboligerne, mens den private bygherre skal findes i forbindelse med et kommende offentlig udbud af byggeriet.
Finn Muus, direktør for Boligkontoret Fredericia, er glad.
”Vi er ikke i tvivl om, at byggeriets beliggenhed ud til Frederiks Kanal vil skabe rift om både de almene seniorboliger og de private familieboliger. Allerede nu kan man fornemme, hvor meget liv der vil komme omkring kanalen. Vores projekt bidrager til dette i kraft af et attraktivt byrum med en café for enden af kanalen, hvor byen og dens gæster kan mødes og nyde udsigten til vandet," siger han i en pressemeddelelse.

Byggeriet starter i 2017

Projektdirektør i FredericiaC, Tim E. Andersen, glæder sig også over, at Boligkontoret Fredericia nu sætter gang i at få de nødvendige godkendelser for at byggeriet kan komme i gang.
”Det er meget positivt, at vi nu kan komme videre i processen med endnu et byggeprojekt i Kanalbyen. Med indgivelse af ansøgning til byrådet i Fredericia om grundkapital sikrer Boligkontoret sig godkendelsen til at sætte gang i det udbud, som skal sikre, at vi får realiseret projektet på byggefeltet. Det glæder os meget," siger han i pressemeddelelsen.
Læs også: Første rejsegilde i Kanalbyen

Byggeriet bliver opført på et 3.400 kvadratmeter stort byggefelt, der ligger på hjørnet af Oldenborggade og Kongensgade tæt ved den eksisterende bymidte i Fredericia og for enden af den første, 270 meter lange Frederiks Kanal i den nye bydel.
Seniorboligerne placeres i den sydlige ende af bebyggelsen ud mod Lillebælt. Her får beboerne adgang til store, fælles tagterrasser med udsigt over kanalen og Lillebælt, indtil fremtidige byggerier vil rejse sig mellem projektet og bæltet. En bred svalegang ind mod et gårdmiljø vil binde lejlighederne sammen og give mulighed for fællesskab beboerne imellem.
Der foreligger allerede en godkendt lokalplan og et skitseprojekt for byggeriet. Da der er tale om alment byggeri, skal entreprisen sendes i udbud, hvilket sker i foråret 2017.Herefter findes entreprenøren og den private bygherre. Det ventes, at byggeriet kan gå i gang inden sommerferien 2017, og at de første beboere kan flytte ind i december 2018.
Seniorboligerne udlejes gennem Boligkontoret Fredericia til medlemmer af foreningen Senior Bo Fredericia. Hvis man er interesseret i at blive skrevet op til en af boligerne i det nye byggeri, kan man gøre dette på Boligkontoret Fredericias hjemmeside.