Indbrudstyv gemte sig i butik indtil lukketid
Uddrag fra Fyns Politis døgnrapport fra weekenden
Mens de sidste kunder kigger sig omkring og køber de sidste varer inden lukketid til Black Friday i fredags, gemmer en indbrudstyv sig stille og roligt på 2. sal i en forretning på Teglværksvej i Odense SØ.
Indbrudstyven gemte sig på 2. sal, og da butikken havde sendt de sidste kunder hjem og slukket og låst for butikken, sneg indbrudstyven sig ned fra 2. sal og sparkede døren til butikken, som ligger på 1. sal, ind.
Da en medarbejder i butikken næste dag møder op på arbejde, bliver personen mødt af en opbrudt dør og kan her se, at indbrudstyven har fået fat på flere mærkevarer heriblandt 10 Armani T-shirts, 20-25 Ralf Lauren bluser og 10 joggingbukser og Lacoste bluser.
Weekenden i øvrigt
Brandundersøgelser
Søndag aften blev en dramatisk aften for en beboer på Østerdalen i Odense. Her har beboeren røget i sengen omkring kvart over otte, og ved et uheld har personen fået antændt dynen, hvor der er gået ild i. Beboeren blev straks evakueret fra stedet og kørt til OUH til behandling.
Sikring af den offentlige orden
En mand forstod ikke, at nej betyder nej på Havnegade i Odense C lørdag nat. Stedets dørmænd afviste manden i døren kl. 0.55 på grund af uorden, men det forstod han ikke og blev ved med at komme tilbage. Dørmændene ringede til politiet, som kom ud til stedet, og de måtte også flere gange sige til manden, at han skulle gå. De ville han ikke og efter at have kaldt politimændene flere ukvemsord og nægtet at gøre, som de sagde, blev han anholdt og sigtet for ordensbekendtgørelsen.
Spirituskørsel
På Middelfartvej i Odense C stoppede politiet lørdag nat kl. 04.53 en bil, hvilket viste sig at være en god idé. Personen, som førte bilen, kørte nemlig i spirituspåvirket tilstand. Efter en alkometertest viste det sig, at personen havde en promille på 1,36.
Indbrud i virksomhed
Søndag aften kl. 18 forsøgte nogle gerningsmænd at stjæle fra en virksomhed i Bøgeparken i Odense NØ. De knuste en rude i døren indtil virksomheden, hvor de herefter kunne komme ind. Men gerningsmændene kom ikke længere end til gangen, da de blev overrasket af rengøringspersonalet.