Politiet søger vidner til vold
Hvem kender manden på billedet? Politiet vil meget gerne have henvendelser på 114.
Lørdag 8. oktober mellem klokken 23.50 og lige over midnat natten til søndag befandt en 46-årig mand fra København sig på Solrød Station, hvor han skulle med toget til København.
Han satte sig på en bænk, hvor en anden mand kom til – den senere gerningsmand - og de to faldt i snak.
Den 46-årige rejste sig på et tidspunkt og skulle bruge sit rejsekort inden afgangen til København, og han blev umiddelbart efter slået adskillige gange i hovedet med knytnæveslag. Den overfaldne forsøgte at komme væk fra gerningsmanden, der fulgte efter og slog yderligere nogle gange, så den overfaldne faldt om på perronen, hvor gerningsmanden sparkede ham i hovedet.
Forurettede tog hjem og næste dag var han på skadestuen, hvor det blev konstateret, at kæben var brækket.
Gerningsmanden beskrives således:
Mand, brun i huden, mellemøstlig af udseende, 35-40 år, kraftig af bygning. Iført sort kasket med hvid streg på skyggen, rød hættetrøje med hvid lynlås, beigefarvede bukser og flerfarvede kondisko. Han bar på en mørk taske i venstre side med remmen over højre skulder og var desuden i besiddelse af en stor sort kuffert, som stod ved siden af ham.