Én SFO i hvert skoledistrikt er åben i sommerferien
Holdningen i Esbjerg Kommunes skolebestyrelser er klar. Sommerpasningen skal samles i én SFO pr. skoledistrikt, og derfor er det modellen, som Kultur & Fritidsudvalget har godkendt.
Når der igen står sommer i kalenderen, og børnene har ferie fra skolen, holder Esbjerg Kommune åbent i én SFO i hvert skoledistrikt i de tre lukkeuger 28,29 og 30. Det er modellen, som Kultur & Fritidsudvalget har godkendt, efter at kommunens otte skolebestyrelser har givet deres mening til kende om sommerpasningen. Det skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.
Baggrunden for beslutningen er forsøget, som i sommeren 2016 gjorde det muligt i lukkeugerne at holde åbent i alle SFO'er, som havde flere end ti børn tilmeldt. For at blive klogere på, hvordan sommerpasningen skal se ud fremadrettet, har Kultur & Fritidsudvalget i efteråret sendt tre forslag til høring i skolebestyrelserne. Seks skolebestyrelser har peget på forslaget om at holde én SFO åben pr. skoledistrikt, mens en enkelt skolebestyrelse ønsker, at alle SFO'er med flere end ti børn tilmeldt skal holdes åbne. Darum Børneby har én SFO, og børnene herfra vil i lukkeugerne blive passet sammen med børnehavebørnene.
"Skolebestyrelserne har givet os et klart svar ud fra deres erfaring og kendskab til praksis på skolerne, og på den baggrund har vi i udvalget truffet en beslutning, så skolerne kan tage hul på den konkrete planlægning. Det er vigtigt, at forældrene ved, hvad de kan forvente, når de ser frem mod den kommende sommerferie," siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget, Jakob Lose, i pressemeddelelsen.
Skolebestyrelserne kommer i deres høringssvar med en række konkrete anbefalinger, der blandt andet handler om at sikre, at forældrene kun tilmelder deres børn i det omfang, de har brug for pasning. Det har nemlig betydning for skolernes økonomi og fordeling af personalets ressourcer. For at forbedre forældrenes grundlag for at beslutte, om deres barn skal tilmeldes sommerpasning, vil de før tilmeldingen kunne få at vide, hvilken SFO der vil være åben, og hvilke aktiviteter der forventes at være i de forskellige uger.
"Vi håber, at flere detaljer i informationen om sommerpasning til forældrene kan være med til at skabe en bedre sammenhæng mellem tilmeldingerne og det reelle behov. Vi opfordrer forældrene til kun at tilmelde deres børn i det omfang, de rent faktisk har brug for, så vi både i sommerugerne og resten af året kan bruge personalets ressourcer bedst muligt," siger Jakob Lose.