19-0 i weekendens to kampe
Hvidovre Fighters kørte både Aalborg og især Frederikshavn midt over
Lørdag aften vandt Hvidovre Fighters med 4-0 over Aalborg, der aldrig for alvor kom til fadet i en kamp, Hvidovre styrede fra start til slut. Et tidligt føringsmål fra Marcus Nilsson i overtal, satte kursen for resten af opgøret, som i lange sekvenser foregik i gæsternes zone. På trods af flere gode tilbud allerede i de indledende 20 minutter, måtte tilskuerne vente til 2. periode, før der kom flere mål. Endnu en gang var det i powerplay scoringen faldt, denne gang fra en formstærk Carsten Winther. Mod slutningen af perioden tildelte dommer Bo Andersen et straffeslag til hjemmeholdet, og her viste Dennis Christjansen ingen nåde, da han sikkert omsatte muligheden til en 3-0-føring. Kampen blev definitivt lukket af unge Jesper Bøgh Horsted i 3. periodes begyndelse. Den pågående forward, der ved flere lejligheder havde gjort opmærksom på sig selv i Aalborg-zonen, satte det afgørende søm i kisten. Gæsterne fik kun sjældent truet Hvidovre-kassen, hvor Magnus Bo Hansen kunne glæde sig over et shut-out til samlingen. En yderst professionel indsats fra hele holdet. - Søndag gjaldt det Frederikshavn, der for en måneds tid siden snuppede et enkelt point i et overtidsdrama mellem de to hold i Nordjylland, oplyser Jesper Kristoffersen fra klubben. - Dramatisk blev det på ingen måde denne gang. Fighters udraderede vendelboerne med en 15-0-sejr, der ikke var et mål for lille. Hvis kommunen over weekenden registrerede tyveri af de blålige skilte med ordlyden “ensrettet”, skal efterforskerne formentlig starte jagten i Allan Villadsen Ishockey Arena... - Det er så enkelt at slippe gaspedalen, når en sejr er forholdsvis sikker, men publikum fik underholdning i samtlige 60 minutter søndag eftermiddag. Topscorer Mikkel Sørensen stod for fire mål, Mathias Klussmann leverede et hattrick og Oliver Persson tryllede syv point ud af staven i en kamp, hvor alle kæder skabte chancer og tryk mod gæsternes mål. I egen zone havde Frederik Jakobsen ganske lidt at se til og kunne, på linje med sin kollega Magnus Bo Hansen, glæde sig over et rent bur... - Samlet set en weekend, der ikke efterlod mange kritiske røster. Hvidovre Fighters cementerede deres position i toppen af tabellen, hvor det for hver runde, der går, i højere og højere grad ligner et parløb mellem netop Fighters og Amager Islanders...sport