Makedonsk lastbilschauffør fængslet
En makedonsk lastbilchauffør blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev sigtet for to forhold af dokumentfalsk, og herefter blev han varetægtsfængslet.
Sagen startede den 3. oktober, hvor en politiassistent fra Sydøstjyllands Politi, Tungvognscenter Syd standsede en bulgarsk lastbil ved Skærup Rasteplads.
Chaufføren, der var makedoner, fremviste en bulgarsk førerattest, som efter politiets opfattelse ikke så ægte ud. Der blev derfor taget en kopi af tilladelsen til nærmere undersøgelse, inden chaufføren kunne køre videre.
"De bulgarske myndigheder kunne efterfølgende oplyse, at de ikke havde udstedt en førerattest til den pågældende chauffør," fortæller Pernille M.A. Moesborg, anklager fra Sydøstjyllands Politi, i en pressemeddelelse:
"Derfor indledte Tungvognscenter Syd en efterforskning for at finde chaufføren igen, og det lykkedes den 8. november 2016, hvor han blev standset i Korsør af politiassistenter fra Tungvognscenter Øst. Chaufføren fremviste her samme førerattest for politiassistenterne fra Tungvognscenter Øst."
Retten varetægtsfængslede herefter chaufføren til den 23. november 2016.
Den sigtede kærede fængslingen.