Kim Larsen og Helmig med på plakaten
Tinderbox har netop offentliggjort seks nye navne til sommerens fest i Tusindårsskoven.
Sydafrikanske Die Antwoord, svenske Tove Lo, Kim Larsen & Kjukken, Magtens Korridorer, Suspekt og Thomas Helmig er nu blevet føjet til Martin Garrix og Lukas Graham på Tinderbox' spilleplan, oplyser festivalen i en pressemeddelelse.
”Vi er stolte over at kunne føje de seks nye navne til næste sommers program. Seks navne, der understreger Tinderbox' brede appel, og seks navne, som vi er sikre på, at publikum vil tage rigtig godt imod,” siger Tinderbox' pressetalsmand, Morten Hopballe, og tilføjer, at Kim Larsen & Kjukken var en af de allermest ønskede kunstnere hos publikum.
Farvestrålende rave-hiphop
Den sydafrikanske trio Die Antwoord er noget af det vildeste, der har ramt musikscenen gennem de sidste ti år. De fik deres gennembrud med den virale video ”Enter the Ninja”, og siden har de taget deres unikke blanding af sydafrikansk Zef-kultur og farvestrålende rave-hiphop med rundt i verden gentagene gange – og hver gang har de imponeret med vanvittigt energiske og medrivende shows.
”Det bliver med garanti et af de vildeste shows, vi til dato har set i Tusindårsskoven – på højde med Major Lazor forrige år – ligesom Tove Lo helt sikkert bliver en fascinerende oplevelse i den anden ende af skalaen,” siger Morten Hopballe og tilføjer:
”Kim Larsen & Kjukken, Magtens Korridorer, Suspekt og Thomas Helmig kræver ikke nogen nærmere introduktion, og vi er virkelig stolte over, at vi nu kan skrive dem på 2017-plakaten.”
Tredje udgave af Tinderbox løber af stabelen 22.-24. juni 2017, og billetter kan købes på www.tinderbox.dk. Partoutbilletter har været til salg længe, og fra i morgen kl. 12.00 kan man også købe endagsbilletter til torsdag, fredag og lørdag.