Fortsæt til indhold

- Motionscentret lukker ikke!

- Og det ligger fast, at de nuværende brugere kan fortsætte med at bruge det, understreger Mikkel Dencker

Arkiv
Ole A Sørensen

En del indlæg har handlet om frygten for at motionscentret lukker eller at de nuværende brugere udelukkes. - Det er fuldt ud forståeligt, mener Mikkel Dencker (O): - Rigtig mange Hvidovreborgere har stor glæde af motionscentret. Både sundhedsmæssigt og socialt spiller det en vigtig rolle. Men - motionscentret lukker ikke og de nuværende brugere kan fortsætte med at bruge det. Det ligger fast!

Svær opgave

Mikkel Dencker forklarer, at baggrunden for de kommende ændringer i motionscentret er, at Hvidovre Kommune i sommer havnede i en økonomisk ulykkelig situation. Uventet fik kommunen nemlig besked om, at kommunens indtægter fra statslige udlignings- og tilskudsordninger fra 2017 og fremover, vil blive beskåret kraftigt. Helt konkret var situationen i sommer, at kommunens budget for 2017 manglede 60 mio. kr., hvis man ikke foretog sig noget. - Derfor var det med stor bekymring, at der blev taget fat på den svære opgave, at eliminere dette underskud, vel vidende, at det i Hvidovre er umuligt at spare så mange penge, uden at mange borgere vil komme til at mærke det, forklarer Dencker: - I Dansk Folkeparti gjorde vi vores stilling klar: Vi ville gå ind i arbejdet med budgettet med den klare prioritering, at besparelserne under ingen omstændigheder må ramme beboere på plejehjem, modtagere af hjemmehjælp og handicappede.

Motionscentret vil bestå

Mange og lange møder senere, lå en færdig politisk aftale om kommunens budget for 2017 klar. Den var underskrevet af Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. I alt 16 ud af kommunalbestyrelsens 21 medlemmer. Mikkel Dencker uddyber: - Aftalen om budgettet løser den triste opgave med at fjerne underskuddet på de 60 mio. kr. Det sker først og fremmest ved, at der nedlægges stillinger i administrationen på rådhuset og på bibliotekerne. Desuden hæves brugerbetalingen for madordningen i daginstitutionerne og for at gå i SFO og juniorklub. Og yderligere ændres motionscentret for at spare 1 mio. kr. Altsammen besparelser, som sker for at få orden i kommunens økonomi, men jeg vil understrege, at vi i Dansk Folkeparti allerhelst havde været foruden. - Tilbage står nu arbejdet med at lægge fast, hvordan motionscentret skal drives fremover. Og her forstår jeg godt, at der er opstået usikkerhed om, hvordan de nuværende brugere står. I Dansk Folkeparti bakker vi op om den model, som behandledes i økonomiudvalget for nylig og som også skal behandles i social- og sundhedsudvalg, kultur- og fritidsudvalget og kommunalbestyrelsen. Den går ud på, at motionscenteret fremover består af en kommunal del og en foreningsdel og hvor den kommunale del organisatorisk placeres under Sundhedscenteret, hvor den kommunale del varetager træning for pensionister og efterlønsmodtagere. På denne måde vil de nuværende brugere fortsat kunne bruge motionscentret som hidtil, ganske vist med en lidt højere deltagerbetaling for at få økonomien til at hænge sammen. - Som sagt bakker vi i Dansk Folkeparti op om denne model og vi vil gøre vores yderste for at den bliver vedtaget, sådan at alle nuværende pensionister og efterlønnere fortsat kan have gavn af motionscentret, slutter Mikkel Dencker.