Rifbjerg og Marie Fisker slutter jazzefteråret
I februar samlede trommeslageren Frands Rifbjerg nogle af sine musikalske venner i en kvartet sammen med sangerinden Marie Fisker. Det hele for at fejre hans far, Klas Rifbjerg. I mellemtiden er Klaus Rifbjerg død, men nu er sønnen så taget på turné med gruppen.
Kvartetten plus Marie Fisker kommer nu til Sønderborg, hvor de fem slutter en succesrig sæson i Sønderborg Jazzclub. Det sker med en koncert søndag den 27. november klokken 15 på Sønderborghus.
Frands Rifbjerg var en naturtalent allerede meget tidligt og kom som ganske ung på Det kongelige danske Musikkonservatorium. Det blev dog i sidste ende jazzmusikken, der vandt, og siden han etableret sig som en af de efterspurgte trommeslagere på den danske jazzscene.
Han kommer til Sønderborg med Søren Kjærgaard på piano, Kasper Tranberg på trompet og Anders Christensen på bas. Sangerinden Marie Fisker er kendt som fortolker af pop/rock og country, men begår sig også sikkert inden for jazzen.
Det kan man forvisse sig om, når hun sammen med kvartetten fortolker jazzstandards, sange af Bob Dylan og tekster af Klaus Rifbjerg og Jesper Jensen.
"Det bliver ganske givet en værdig og swingende afslutning på en sommer/efterårssæson i jazzklubben, hvor vi kan se tilbage på en række endda meget velbesøgte koncerter med fortræffelige musikere og sangerinder," siger jazzklubbens formand, Carsten Nicolaisen.
Han kan også fortælle, at bestyrelsen er langt fremme med vinter/forårsprogrammet.