Fortsæt til indhold

Indbrudstyvene har været på arbejde - over 30 indbrud i Odense i weekenden

Odense har været udsat for over 30 indbrud fra fredag til søndag

Arkiv
Af Louise Holmgaard Nielsen

I weekenden har indbrudstyvene været på arbejde. Fyns Politi har modtaget over 30 anmeldelser på indbrud enten i virksomheder eller private hjem. Ved flere af stederne sov familien inde i huset. Det viser døgnrapporten fra weekenden.
På Rydsåvej
i Odense NV har hele tre hjem haft besøg af ubudne gæster natten til søndag. Ved to af stederne sov familien inde i huset, men blev vækket af larm fra indbrudstyven, som måtte forsvinde tomhændet derfra. Et af stederne havde indbrudstyven forsøgt at komme ind først gennem havedøren til stuen, hvor en flig er slået af døren. Herefter gennem et vindue til et værelse og til sidst gennem vinduet til soveværelset. Det sidste vækkede beboeren, som lå og sov i soveværelset. Beboeren kiggede ud af vinduet, men så kun ryggen af en mand forsvinde.
På Grønløkkevej
i Odense C måtte en mand fatte telefonen og ringe til politiet efter et røveri, der netop var sket i den butik, han arbejder i fredag aften kl. 18.46. En kvinde i butikken havde taget en vare, og var derefter gået uden at betale for den. Medarbejderen fulgte efter hende til fods, men da han stoppede hende, begyndte hun at slå ud efter ham og skubbe ham, hvor hun herefter løb fra ham. Kvinden var 30-40 år, havde skulderlangt mellemblondt hår og iført sort jakke og blå bukser.
På Sigmundvænget
i Odense NV fik en kvinde en ubehagelig opvågning. En mand havde lørdag nat kl. 02.08 aflistet et vindue i huset. Dette vågnede kvinden af, som begyndte at råbe af manden, hvor han herefter forsvandt fra stedet.