Fortsæt til indhold

Ny institutchef på UC SYD

Arkiv
Arkiv

Heidi Have bliver pr. 1. januar 2017 ny chef for Institut for Sundhedsuddannelse ved UC SYD. Heidi Have (47) er i dag uddannelseschef og souschef i stabsafdelingen Kvalitet, Forskning, Innovation og Uddannelse ved Odense Universitets Hospital. Heidi Have ser frem til sit nye job:
"Jeg glæder mig meget til at blive en del af UC SYD, der i den grad virker til at være en institution, der vil noget. Jeg ser en meget væsentlig opgave i at styrke sammenhængen og samarbejdet mellem uddannelserne og aftagerne og samarbejdet uddannelserne imellem. Det er nødvendigt i en tid, hvor der sker store forandringer i sundhedsvæsnet, og hvor der er et voksende behov for stærkere tværfaglige og relationelle kompetencer," siger Heidi Have.
Heidi Have har siden 2004 være ansat ved Odense Universitets Hospital, heraf de seneste ni år i forskellige lederfunktioner. Alle med relation til uddannelse, udvikling og kompetenceudvikling. Heidi er uddannet som sygeplejerske i 1994 og har siden bl.a. taget diplomuddannelse i sygepleje, master i sundhedspædagogik og forskellige lederuddannelser. Hun har desuden i fire år arbejdet i Grønland som sygeplejelærer og underviser ved vejlederuddannelsen.
Prorektor Alexander von Oettingen, UC SYD, er meget glad for, at det er lykkedes at tiltrække en stærk faglig profil som Heidi Have:
"Heidi Have har indgående kendskab til vores aftagere inden for området, og hun kender behovene ude i professionerne. Så hun er den helt rigtige til at rykke uddannelser og aftagere tættere sammen om ikke alene at udvikle uddannelserne, men også at drive udviklingen inden for sundhedsprofessionerne fremad," siger han.
Som institutchef får Heidi Have det overordnede ansvar for alle UC SYD’s sundhedsuddannelser: Sygeplejerske, jordemoder, fysioterapeut, ergoterapeut, ernæring og sundhed, bioanalytiker og laborant. I alt cirka 1.740 studerende fordelt på UC SYD’s campusser i Esbjerg, Haderslev og Sønderborg.
Heidi Have tiltræder pr. 1. januar 2017.