Det er dyrt at være handicappet

Det er næsten ikke til at få hænderne ned, hvis man ellers helt tonedøv overfor ironi. For sammenholder man borgerens behov med det faktiske resultat for en række borgere med handicap, er det mildt sagt tale om det modsatte: At borgerens behov - i dette tilfælde for at have et nogenlunde anstændigt rådighedsbeløb - bliver kraftigt reduceret. På papiret ser tallene ellers fine ud. 15% mister bevillinger, andre 15% får mere. Og på papiret ser det også fint ud, at der er tale om, at borgerne behandles ens. Men det er måske ikke så fint, hvis en gruppe af borgere nu rammes på deres privatøkonomi i en sådan grad, at de har svært ved at få enderne til at mødes. Man skal således være mere end almindeligt realitets-resistent for ikke at forstå, at den såkaldte ensretning og økonomistyring, som naturligvis er politisk blåstemplet, har en konsekvens for nogle borgere, der nu ikke bare er ramt på handicap, men også alvorligt ramt på økonomien. Spørgsmålet er bare, om man kan tillade sig at lukke øjnene for, hvordan det påvirker den enkelte borger? Læs i næste uge, hvor meget de berørte borgere konkret mister i bevillinger.