350 elever fra Hvidovre Kommune laver nyhederne i DR Byen
Kildekritik, etiske dilemmaer og nyhedsproduktion står på menuen, når DR inviterer 350 elever fra Frydenhøjskolen, Gungehusskolen, Risbjergskolen og Engstrandskolen i Hvidovre Kommune bag om nyhederne den 15.-17. november i DR Byen
Eleverne får i høj grad mulighed for at få indblik i, hvordan DR redaktioner arbejder, og formålet er at klæde fremtidens mediebrugere ordentligt på, så de er bedre rustet til at sortere i de informationer, de møder i deres hverdag. - Jeg har nu mødt tusinder og atter tusinder af unge mennesker, og rigtig mange er interesserede i nyheder. Men de skal også huske at skrue op for deres kildekritiske sans, når de navigerer rundt i eksplosionen af nyheder på nettet. Så de ikke bliver snydt, siger vært på TV Avisen Erkan Özden, som håber, at han kan få unge til at droppe at køre med ukritisk automatgear og tage de kildekritiske værktøjer til sig.
Eleverne konkurrerer om bedste nyhedsudsendelse
Allerede inden folkeskoleeleverne kommer til DR Byen, skal de lave deres egen kreative og nytænkende nyhedsudsendelse og sende det ind til DR. Et dommerpanel til workshoppen vil udnævne dagens vindere blandt klasserne, som går videre til den store finale i Randers den 29. november, hvor Thomas Skov vil afslutte årets udgave af “I Sandhedens Tjeneste”. I løbet af 2016 og 2017 skal over 30.000 folkeskoleelever landet rundt prøve kræfter med forskellige aspekter af en nyhedsproduktion, når de stilles overfor redaktionelle beslutninger og etiske dilemmaer, hvor de skal skelne mellem skidt og kanel, når de skal formidle troværdige nyheder til befolkningen.