Operation Dagsværk løber med tredjepladsen
Blandt ni nominerede foreninger i alt var Operation Dagsværk på Esbjerg Gymnasium med i opløbet, da foreningen den 3. december løb med tredjepladsen som Årets Ungdomsforening.
Esbjerg Gymnasium Dagsværkgruppe er så populær, at 80 elever, dermed næsten 10 procent af skolens elever er aktive i foreningen. Nu får de et skulderklap for deres indsats, da de til DUFs generalforsamling den 3. december modtog tredjepladsen i Årets Foreningspris.
"Operation Dagsværk på Esbjerg HF og gymnasium kan tjene som et forbillede for de andre gymnasier på den måde de har udviklet deres aktiviteter på. Det er imponerende at en 1.g’er formår at involverer 10 procent af skolens elever. Det ligger et spændende potentiale i den her gruppe," lyder det fra dommerpanelet, som var meget imponeret at den fornyelse, som Operation Dagsværk har vist.
Lokalforeningen har blandt andet taget en række initiativer, som har gjort Operation Dagsværk til meget mere end bare den ene dag på året, hvor eleverne arbejder og donerer fortjenesten til årets projekt. Således har de frivillige arrangeret både velgørenhedsløb og støttekoncerter.
Nyheden om tredjepladsen blev modtaget med stor glæde hos de aktive elever.
"Det er en mega ære at blive anerkendt, og rigtig godt for eleverne også at få anerkendelse. Det er ligesom en bekræftelse af, at vi laver noget, som det ikke kun er os selv, der synes virker, men der også er andre der faktisk kan se, er rigtig godt," lyder det fra Rikke Gehrke Jensen, som er meget aktiv i Dagsværkgruppen.
Ifølge Rikke Gehrke Jensen har Esbjerg Gymnasium Dagsværkgruppe lidt under et dårligt ry og en holdning om, at Operation Dagsværk ikke var en seriøst forening. Hun er derfor meget stolt og glad for, at de nu helt klart kan bevise, at folk har taget fejl.
"Vi er en stor flok 17-18-årige som gør det her arbejde på eget initiativ. Vi har udviklet en lang rækker aktiviteter for at udvikle Dagsværkgruppen, fordi vi tror på, at vi kan forbedre verden igennem den her sag. At vi bliver blandt vinderene i Årets Ungdomsforening er et stærkt tilbageslag til dem, som ikke troede på os," fortæller Rikke Gehrke Jensen.
Hun håber på, at gruppen kan bruge prisen til at skabe mere synlighed omkring gruppens arbejde, så de kan rekruttere flere medlemmer det kommende år.
Det var Rollespilsfabrikken fra Brønshøj, som var indstillet for millionprojektet ”Orkerne kommer!”, som blev hovedvinderen af Årets Ungdomsforening 2016 og løb med førstepladsen og checken på 20.000 kr.