Kevin Mensah opereres og er ude resten af året
EfB-offensivspilleren Kevin Mensah har i flere uger døjet med smerter i lyske- og maveregionen på grund af en sportsbrok, der kommer til udtryk ved anstrengelse. Genoptræningen med øvelser, der skal give styrke og stabilitet, har ikke haft tilstrækkelig effekt, og derfor er det besluttet, at Mensah skal opereres i denne uge.
"Vi har ikke kunnet opnå de sidste procenter op til 100, kun 85-90 procent, ved genoptræning, og derfor gennemgår Kevin fredag en operation, så vi er sikre på, at han er klar til at deltage i forberedelserne til forårssæsonen. Han vil efter operationen være ude i seks til otte uger," siger EfB's fysioterapeut, Søren Møller Kristensen.
Operationen af lidelsen, abdominal hernie, foregår på Quattro Clinic i Fredericia og foretages af dr. med. Uffe Jørgensen, der tidligere på efteråret opererede Jesper Lauridsens hælskade.
Kevin Mensah er den tredje EfB'er med udsigt til først at kunne genoptage træningen i begyndelsen af det nye år. Både Jeppe Andersen og Nikolaj Hagelskjær er opereret for skader i venstre knæ og ventes at være ukampdygtige i tre måneder.