Fyrværkeri er flot men farligt
Brug de fem fyrværkeriråd til at undgå ulykker
Fyrværkeri er hvert nytår skyld i alvorlige tilskadekomne. Og ulykker med ulovligt krudt rammer ikke kun dig selv.
Men overholder du de fem fyrværkeriråd, er risikoen ved at fyre af langt mindre.
Du bør stadig bruge din sunde fornuft, følge brugsanvisningen og holde dig ædru, når du skal fyre den af – også nytårsaften kl. 24! Og den, der tænder lunten, har ansvaret for, at andre ikke kommer til skade.
De fem fyrværkeriråd er:
- Brug altid beskyttelsesbriller (Også selvom du blot er tilskuer)
- Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
- Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
- Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
- Gå aldrig tilbage til en fuser
Overholder alle rådene, er risikoen for alvorlige skader yderst minimal.
"Har du haft fingre i ulovlige kanonslag og bomber, i kådhed holdt krudtet i hånden eller affyret det mod andre mennesker, beder du selv om, at det går galt. Nytårsfyrværkeri er flot, men det er også vanvittigt farligt, hvis du ikke behandler det korrekt! De voksne skal være gode rollemodeller for egne og andres børn, så de kan udvikle gode vaner i håndteringen af raketter og batterier, så både børn og voksne kommer helskindet ind i det nye år med alle lemmer og sanser i behold," understreger specialkonsulent Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Kriminalpræventive Sekretariat.
I politikredsen har SSP & Forebyggelse i flere kommuner undervist eleverne i 5. klasse under overskriften ”Fyrværkeri er Flot – MEN!” for at minimere skader i forbindelse med fyrværkeri.
"Den praktiske del af øvelserne i kampagnen har blandt andet det gennemgående slogan Det er dit ansvar at spørge: Har alle briller på? Og den sætning ser ud til at have sat sig fast. For eksempel bemærkede vi i fjor, at der ikke var én eneste mor, bedstemor eller pige med i uheldsstatistikken. Det er et rigtig godt resultat, for et af kampagnens mål er nemlig, at alle har briller på – også mor i døren," siger SSP-konsulent Morten List Christensen, SSP & Forebyggelse, Esbjerg.
Politiet opfordrer borgere til straks at kontakte politiet, hvis man har viden om besiddelse eller handel med ulovligt fyrværkeri eller for eksempel finder en efterladt/smidt krysantemumbombe. Man skal dog ikke selv prøve at fjerne det.
Det er ulovligt og strafbart at besidde, sælge og købe ulovligt fyrværkeri.