Stormen Urd var mild ved Sønderborg
Gavl på Nordals væltede under stormen Urd - ellers kun småskader i området
Knap 20 henvendelser til politiet i Syd- og Sønderjylland i forbindelse med stormen Urd.
"De få henvendelser, vi har modtaget, har drejet sig om væltede træer, væltede vejskilte samt julepynt, der er faldet ned. Alt i alt har politikredsen ikke mærket meget til stormen," oplyser vicepolitiinspektør Knud Reinholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der har stået i spidsen for at koordinere beredskabet mellem myndighederne i forbindelse med Urd.
Vicepolitiinspektøren understreger dog fortsat, at for eksempel bilister stadig skal være agtpågivende på grund af risikoen for væltede træer.
Den mest alvorlige situation i Sønderborgområdet var en væltet gavl i en lade på Spangsmosevej ved Broballe på Nordals. Ingen personer kom til skade ved sammenstyrtningen, men vejen måtte i en periode spærres for trafik.