Intern uenighed om besparelserne på motionscentret
Lokale socialdemokrater mener, at partikammeraterne i kommunalbestyrelsen tilsidesætter socialdemokratiske værdier - og begrundelsen for besparelsen er "ynkelig", mener bestyrelsen i Dansborg
Borgmester Helle Adelborg brugte forordet i medlemsbladet til at forklare nærmere om dette års budgetforlig og om de konsekvenser, som forliget vil få for Hvidovre Motionscenter. Bestemt relevant læsning - også for de mange af avisens læsere, som ikke er socialdemokrater. Allerede i dag - inden næste nummer af A-Orientering er gået i trykken - kan Hvidovre Avis så igen dele indholdet af det lille medlemsblad med resten af Hvidovre. Af mærkværdige og dunkle omveje er Hvidovre Avis nemlig kommet i besiddelse af en henvendelse til bladets redaktør. Det er bestyrelsen i Socialdemokraternes afdeling Dansborg, som vist gerne vil dele resultatet af dens seneste bestyrelsesmøde med Hvidovres øvrige socialdemokrater.
Utilfreds bestyrelse
- På bestyrelsesmøde i Dansborg afholdt torsdag den 1/12 2016 udtrykker vi stor utilfredshed med den socialdemokratiske gruppes indstilling til afvisning af det på kommunalbestyrelsens møde den 27/11 fremførte medlemsforslag, pkt 3 på dagsorden, vedrørende Hvidovre Kommunes Motionscenter, skriver formanden i Dansborg, Merete Norre, på bestyrelsens vegne: - Vi har svært ved at forstå, hvordan gruppen i den grad kan tilsidesætte borgernes ønsker om at kunne modtage nødvendig genoptræning med kompetente kommunale instruktører til undervisningen. - Som det har været debatteret i bl.a. Hvidovre Avis og på de sociale medier gennem flere uger, kan vi som socialdemokrater kun være enige med kritikerne af fyringen af instruktørerne og den omorganisering af motionscentret med borgmesterens begrundelse "Vi kan ikke betale fra kassebeholdningen til driften af kommunen".
Ynkelig begrundelse
- Vi kan konstatere, at borgerne ikke er bange for at skulle bidrage med yderligere betaling, så dette kan næppe være en begrundelse for den socialdemokratiske gruppe. - Ligeledes kan vi konstatere, at kommunens øjeblikkelige kassebeholdning andrager mere end 500 millioner. Og Dansborgformanden slutter således: - Vi er af den opfattelse at der uden problemer kan findes den million som er nødvendig for at kunne drive motionscentret som hidtil, og er overrasket over at gruppen tilsidesætter hensynet til borgerne med denne ynkelige begrundelse og samtidig tilsidesætter socialdemokratiske værdier, hvor bl.a. svage eller syge borgere er i centrum.