Fortsæt til indhold

Mange uafklarede spørgsmål om motionscenter

Foreninger og brugere var ikke udelt begejstrede for planer og muligheder for fremtidens Hvidovre Motionscenter

Arkiv
key

Det var imidlertid ikke kun foreninger, der var mødt op til mødet . Også nogle af de nuværende brugere af motionscentret var dukket op for at ytre sig om deres bekymringer for ændringerne. Inden oplysningerne om de fremtidige muligheder - og ikke mindst debatten om ændringerne i motionscentret startede - kunne direktør for Kultur, Miljø og Vækst i Hvidovre Kommune, Gert Stephan Nelth fortælle om baggrunden for mødet. - Diskussionen om motionscentret har været oppe i mange år, og der er mange holdninger til det - og om det er en kommunal opgave. Udfordringen er, at det har givet underskud, sagde han blandt andet i sin indledning til selve mødet og understregede, at det er en politisk beslutning, at der skal ske ændringer med organiseringen af Hvidovre Motionscenter. - Det er den beslutning et flertal i kommunalbestyrelsen valgte, sagde han.

Foreningerne var lyttende og interessede i en videre dialog.

Deles i to

I følge planen for ændringerne af Hvidovre Motionscenter er det siden budgetvedtagelsen blevet besluttet af det politiske flertal, at motionscentret fremadrettet skal deles i to dele, så der er en foreningsdrevet motionsdel og en kommunal drevet sundhedsdel, hvor pensionister og efterlønnere vil få tilbud om motion. Hvorvidt den fremtidige model for de sidstnævnte bliver mulig satte flere af de fremmødte brugere imidlertid spørgsmålstegn ved. - Altså, hvis der kun skal være ansat en medarbejder om formiddagen, så kan det jo slet ikke lade sig gøre at dække det behov, der er nu, sagde Elin Palm, der som efterlønner kommer i Hvidovre Motionscenter flere gange om ugen. Hun og andre af de tilstedeværende kritiserede i skarpe vendinger, at beslutningen om ændringen af motionscentret var blevet taget uden varsel og uden forudgående vurderinger af, hvad der skal og vil ske med centret og brugerne. Det var formanden for Ældresagen, Thomas Thomsen, der ligeledes var mødt op til mødet, enig med brugerne i. - Der kan ikke være nogen tvivl om, at Hvidovre Kommune sparer penge på at have motionscentret, fordi der udføres et stort stykke forebyggende arbejde i centret. Og hvis Sundhedscentret skal udføre opgaven, hvor ligger så i øvrigt besparelsen, sagde han på mødet. Også Ebbe Bay, der repræsenterede Dansk Folkehjælp, anfægtede, at man kan sige, at motionscentret har givet underskud. - Det er noget forvrøvlet møg at sige, at det giver underskud, for motionscentret udfører en opgave, der ikke udføres andre steder. Og det er noget, som jeg er stolt af at vi har, sagde han.

Delte meninger

Hvidovre Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning, der var mødt talstærkt op til mødet kunne imidlertid oplyse, at planen på nuværende tidspunkt er, at der skal være åbent i centret fra kl. 7-14 for pensionister og efterlønnere og fra 14-22 for foreningerne. Det forudsætter imidlertid, at der rent faktisk er en eller flere foreninger, der vil drive motionscentret i fremtiden. Blandt de fremmødte foreninger var blandt andet Hvidovre Roklub, HIF, Hvidovre Atletik og Motion, Hvidovre Svømmeklub, Hvidovre Gymnastik, og Rosenhøj Boldklub. Dertil var der repræsentanter for Pensionistforeningen og fra Idrætsrådet. De udtrykte alle, at de, på forespørgsel fra forvaltningen, gerne ville indgå i en eller anden form for videre dialog om emnet. Ingen af de fremmødte gav imidlertid direkte tilsagn om at de var interesserede. - Vi vil ikke fare ud i noget, der ikke bliver en succes, men vi vil gerne bakke op om det her, sagde Ena Christiansen fra Idrætsrådet. Et af kravende til at det lokale foreningsliv står for en eventuel overtagelse af Motionscentret er imidlertid, at instruktørerne i centret skal være ulønnede - og det var et krav, som flere foreninger havde svært ved at se kunne realiseres.

Søgte tilsagn

Fra forvaltningens side var det imidlertid nødvendigt at få tilsagn om, at de kunne vende tilbage med et tilsagn fra foreningerne om, at der kunne indgås en videre dialog. - Det er vigtigt at høre, om der overhovedet er en interesse fra jeres side, sagde direktør for Kultur, Miljø og Vækst Gert Stephan Nelth. Det reagerede blandt Hvidovre Roklub på: - Vi kan godt forstå, at brugerne er nervøse, og vi ønsker i hvert fald ikke at træde nogen over tæerne. Det er selvfølgelig interessant, hvis der er en mulighed, men hvis vi skubber nogen ud, så er vi ikke interesserede, lød det fra Roklubben. Og således lød meldingen fra flere klubber og foreninger, at det naturligvis skulle være win-win for alle parter, hvis det skal realiseres, at motionsdelen fremadrettet drives af de lokale foreninger. Planen er nu, at Kultur- og Fritidsudvalget på sit møde den 7. december får et oplæg om de muligheder, der er for at foreningerne driver motionscentret. Dagen før skal Social- og Sundhedsudvalget behandle udformningen af den kommunale del, som altså er planlagt til at ligge under Sundhedscentret.