Planer om nyt boligbyggeri
Men skal planerne blive til virkelighed kræves dog først en mindre ændring af kommuneplanen
Arkitekter har udarbejdet en plan/analyse, der viser en eventuel kommende bebyggelse bestående af 15 rækkehuse i to etager og 42 lejligheder i fireetages boligbebyggelser. Det er tanken at placere rækkehusene på den nordlige del af grunden - op mod parcelhusene langs Holmelundsvej og etageboligerne på den sydlige del af grunden - mellem nabobebyggelserne på Landlystvej 34 og 44.
En ny lokalplan
Ejendommen er i dag omfattet af Lokalplan 106, der udlægger ejendommen til erhvervsformål som værksteder, engros- og lagervirksomheder samt kontorer. Der må desuden indrettes én bolig for hver ejendom. I Kommuneplan 2016 ligger ejendommen inden for det stationsnære kerneområde, idet der er mindre end 600 meter til Hvidovre Station. Desuden udgør ejendommen en del af fortætningsområdet syd for Hvidovre Station. Kommuneplanen fastlægger, at der løbende skal der ske en byomdannelse af de eksisterende byområder. Generelt skal byomdannelsen rette sig mod de stationsnære områder. Det vil sige arealer, hvor der er meget kort afstand til en station, så man kan udnytte beliggenheden tæt på den kollektive trafik. For at realisere byggeønsket er det nødvendigt, at der vedtages et tillæg til kommuneplanen og en ny lokalplan for ejendommen, hvor anvendelsen af Landlystvej 42 fastlægges til boligformål i form af tæt-lav boligbebyggelse og etageboliger.
Høring
Forvaltningen har foreslået, at erhvervsområdet udgår af kommuneplanen og erstattes af et nyt blandet byområde. Økonomiudvalget havde - efter avisens deadline - sagen på sin dagsorden i går, mandag. Hvis det sidst på måneden er et forslag, som et flertal i kommunalbestyrelsen kan nikke positivt til, indledes der en proces med ændring i Kommuneplan 2016 med henblik på at omdanne Landlystvej 42 fra erhverv til rækkehuse og etageboliger. En ændret anvendelse er en ændring af kommuneplanens hovedstruktur. Derfor stiller planloven krav om, at kommunen gennemfører en forudgående høring, hvor man indkalder idéer og forslag til den kommende planlægning. Forvaltningen foreslår, at denne høring finder sted i perioden 6. december 2016 - 2. januar 2017.oas