Fortsæt til indhold

HK 73 smed et point væk

Måtte nøjes med uafgjort 20-20 mod bundholdet Team København

Arkiv
Ove Dystrøm

HÅNDBOLD. Efter tre sejre på stribe, så blev det dyrt for HK 73's herrer, der er med i toppen i Kvalifikationsrækken, at de stillede op i en svækket udgave efter afbud fra tre spillere på grund af sygdom, da de mødte Team København, der lå på næstsidstepladsen, idet frederikssunderne måtte nøjes med 20-20 efter en kamp der bestemt aldrig nåede de store højder.
Træner Jan Gudnitz spillertrup blev endnu smallere, da Mads Thoning efter bare to minutters spil vred om på foden, og måtte støttes fra banen. Det blev tæt fra start mellem de to hold, idet de fulgtes til 4-4, hvorefter trak fra til stillingen 5-8 ti minutter før pausen, trods store redninger af keeper Mikkel Vittrup. Siden kom HK 73 godt tilbage i kampen, godt ført an af Rasmus Fledelius, der smækkede fem bolde i kassen før pausen. De fik udlignet til 9-9, og i halvlegens sidste sekund fik Martin Larsen sendt bolden i mål til pausestillingen 11-11.
I 2.halvleg fik Team København fra start sat Rasmus Fledelius ud af spillet med en mandsopdækning, så han fik ikke mange bolde at arbejde med. Alligevel fik HK 73 trukket fra til 14-11, igen på grund af holdets bedste spiller Mikkel Vittrup, der trak den ene redning frem efter den anden. Efter 16-14 midtvejs i halvlegen, så lignede HK 73 stadig en vinder med fem minutter før tid med 19-16 på måltavlen, men de formåede ikke at få lukket kampen i slutfasen. Efter en HK 73-udvisning blev der reduceret til 20-19, og da Rasmus Fledelius i sidste minut knaldede bolden på stolpen, så kunne Team København løbe kontra og udligne til 20-20 ti sekunder før tid.
”Vores angrebsspil var meget dårligt i dag, da vi slet ikke får spillet boldene op til hinanden, og så brugte vi alt for mange kræfter på at brokke os over sommerkendelserne, i stedet for at komme hjem og dække op. Selv om vi fik mandsopdækket Rasmus Fledelius i 2.halvleg, så havde vi jo også andre spillere, der kunne afslutte, men de ville hele tiden forsøge at bryde igennem forsvaret i stedet for at skyde udefra. Derfor fik vi kun uafgjort i dag”, sagde Jan Gudnitz efter kampen. På søndag kl. 14.00 spiller HK 73 på udebane mod USG.
Kvalifikationsrækken. Herrer: HK 73 Fr.sund – Team København 20-20 (11-11). HK 73: Rasmus Fledelius 6, Mads Krogh 3, Brian Nielsen 3, Martin Larsen 3, Jesper Olsen 2, Martin Hansen 2, Stefan Sørensen 1. Udvisninger: HK 73 Fr.sund 1, Team København 2. Tilskuere 75.