Fortsæt til indhold

Elton John spiller i Sønderborg

Kultur i Syd henter poplegenden Elton John til Mølleparken

Arkiv
Mikkel Hansen

Elton John giver 15. juni koncert i Mølleparken i Sønderborg.
Koncerten arrangeres af Kultur i Syd, og det er anden gang, at foreningen henter den engelske sanger til området.
I 2012 gav han koncert i Augustenborg Slotspark, men denne gang bliver det i mere intime rammer på den hyggelige amfiscene i Mølleparken med plads til 5.000. Det er den eneste koncert i Danmark i 2017.
Det er yderst sjældent en så relativt lille publikumsskare kan få lejlighed til at være alene med så stor en stjerne. Når Elton John ruller ind med sit store følge plejer han at samle begejstrede fans i titusindvis på store stadioner.

Sir Elton John er et af de allerstørste ikoner blandt pop- og rockstjerner. Hele 69 guld- og platinplader har han præsteret og et samlet salg på over 250 millioner albums.

Som få andre inden for den benhårde musikbranche har Elton John formået at holde sig på toppen lige siden har brød igennem med Your Song i 1970. Kort efter væltede han hitlisterne med dobbelt albummet Goodbye Yellow Brick Road, som den dag i dag stadig står som noget af det ypperste inden for pop- og rockmusikken.
Som et resultat af Elton Johns store indsats gennem årene blev han i 1998 adlet. Året inden, da prinsesse Diana under tragiske omstændigheder døde, var det Elton John der fik æren af at dedikere en omskrevet version af Candle in the Wind til prinsesse Diana. Sangen blev fremført en enkelt gang under bisættelsen af en dybt berørt Elton John. Efterfølgende opnåede den et salg på mere end 33 millioner eksemplarer.
Også i nyere tid har Elton John bibeholdt sit høje musikalske niveau, og mange af hans hits er i dag blevet evergreens. Han er stadig aktiv i studiet og har netop udgivet sit 33. album, Wonderful Crazy Night, som også har givet navn til turneen, der bringer ham til Sønderborg den 15. juni.

Med i sit band har Elton John trommeslageren Nigel Olsson, som også var med i Eltons første band. Dertil Kim Bullard på keyboard, John Mahon på percussion, Matt Bisonette på bas og Davey Jonstone, som har været Eltons guitarist lige siden 1971.
Billetsalget starter onsdag den 16. november kl. 10.00 på Ticketmaster.
Køber man billet til Elton John, kan man samtidig købe partoutkortet til Rock i Mølleparken 2017 lidt billigere. En samkøbsrabat på 100 kr. udløses, hvis man samtidig med købet af en Elton John billet køber et partoutkort