Fortsæt til indhold

International dag på Tradium Handelsgymnasiet

34 unge fra hele verden kommer til Randers og underviser på Tradium Handelsgymnasiet

Arkiv
Arkiv

Tirsdag 15. november kl. 9-15 får Randers og Tradium Handelsgymnasiet besøg af 34 internationale studerende fra hele verden. De udenlandske unge skal undervise Tradiums 2. og 3. g’ere i deres sprogklasser. Her sættes fokus på sprog som indgangsvinkel til at arbejde internationalt.
Arrangementet ”Tradium International” er handelsgymnasiets nye sprogfagsmarkering med fokus på betydningen af sprog og kulturforståelse som kommunikationskompetence i en studie- og erhvervsverden, der bliver mere og mere international og fremmedsproget. Dagen er planlagt i samarbejde med Studenterhus Aarhus, der er studenterforening for alle videregående uddannelser i Århus.

Native speakers
" De internationale studerende er udvalgt, så Tradiums elever møder ”native speakers” og altså hører sprogene originalt. Samtidig hører de om regioner, religioner, studieoplevelser og får et syn på Danmarkset udefra", siger lektor Henrik Vestergaard, Tradium HHX.
Samarbejdet med Studenterhus Aarhus er første skridt i et tættere samarbejde, som skal medføre, atTradium bliver erhvervsmedlem i Studenterhuset og dermed kan udvikle flere aktiviteter til gavn for skolens elever og kommende studerende.