Fortsæt til indhold

Energy er klar til at udfordre ”The Mighty Bulls”

Arkiv
Arkiv

Esbjerg Energy står fredag klokken 19.00 overfor en ny udfordring, men også en ny mulighed for at sejre, når esbjergenserne gæster Rødovre Skøjte Arena, hvor det lokale hold ”Mighty Bulls” er værter.
"Sådan er det jo. Egentligt spillede vi en god kamp tirsdag, hvor Odense var på besøg. Desværre fik vi ikke den ønskede sejr og det ønskede udbytte, da vi tabte 2-1 efter overtid og måtte nøjes med et enkelt point. Men det var generelt en solid indsats, hvor vi både kan og skal tage vigtige elementer med i vort videre arbejde med holdet," fortæller cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Vi har bedt spillerne finde viljen til at knokle for sejren frem, og det så vi en del af i tirsdagens kamp fra alle fire angrebskæder, fra vore seks backs og fra målmand Nicolaj Henriksen. Det skal vi have frem igen. Vi skal fortsætte med at spille på den måde og det er der bestemt en vilje til."
Vestjyderne skal møde et københavnerhold, som har skuffet i en række kampe, og som er placeret på Metal Ligaens 9. plads med 18 point, seks færre end Energy med 24 point på ottendepladsen.
"Jeg tror, at det bliver en god kamp. Det er to mandskaber, som begge er desperate efter at komme i gang. Så jeg tror, at det hold, som er klar på dagen vinder kampen," fastslår forwarden Henry Hardarson og fortsætter:
"Det handler for begge hold om at komme i gang. Begge hold skal spille deres eget spil og det hold, som er mest klar, vil løbe med sejren."
De skuffende resultater på det seneste har betydet, at Energy-holdet har trænet ekstra op til dagens kamp.
"En stor del af spillerne træner lidt ekstra i en tid med skuffende resultater. Mange har ekstra fokus på at træne skud. Det har næsten hele holdet gjort, og jeg har også selv deltaget i skudtræningen i løbet af ugen. Spillerne ved, at vi tilspiller os chancerne, men de skal jo i nettet for at de tæller," indskyder Mark Pederson og fortsætter:
"Når vi holder modstandernes scoring nede på 1-2 mål, burde vi have en god chance for at sejre, men når vi ikke scorer på vore chancer, står vi overfor en stor udfordring. Men jeg glæder mig over den arbejdsindsats spillerne lægger i det."