Lederhund tilbage i Bulldogs-kuldet
Odense Bulldogs får tilgang af Søren Pedersen, der vender hjem efter et længere ophold i New Zealand.
Den tidligere Odense Bulldogs-kaptajn Søren Pedersen satte i april i år ishockey-karrieren på en midlertidig pause, da han med sin kæreste drog på eventyr til den anden ende af verden og brugte flere måneder i New Zealand.
Den pause er nu nået til vejs ende, og det betyder, at Søren Pedersen er tilbage i Bulldogs-kuldet, hvor han indtil videre indgår i truppen resten af sæsonen.
Det glæder den 25-årige center-spiller sig til:
"Jeg savnede hockeyen, og jeg har sulten til at jagte nye sejre med Bulldogs. Det(Odense Bulldogs, red.) er et fedt sted at være, jeg kender alle og trives supergodt her. Nu kommer jeg tilbage til alle mine venner på og udenfor isen, og jeg glæder mig desuden meget til at spille foran fansene. Det giver mig en stor motivation," siger Pedersen, der var med til at vinde pokaltitlen for Odense Bulldogs i sidste sæson.
Søren Pedersen har spillet for Bulldogs siden 2011, hvortil han skiftede fra Esbjerg, og her er det blevet til 257 kampe. Det er dermed en rutineret herre, som Odense Bulldogs får ind, men det bliver ikke med det samme, at Bulldogs-fansene får glæde af den hjemvendte eventyrer.
"Nu skal jeg bruge en masse tid på og udenfor isen, og lægge så meget indsats og arbejde som overhovedet muligt. Hvornår jeg så er klar til kamp igen, det er i sidste ende op til trænerne og mig selv, hvornår jeg kan bidrage," forklarer Søren Pedersen, der har 53 Bulldogs-point på CV'et, i en pressemeddelelse.