Dissing, Dissing, Las & Dissing på Risbjerggård
Musikrådet byder på festlig koncert med populær kvartet på torsdag
Mange mener, at Povl Dissing nok er det nærmeste, man kan komme den nationale stemme. Få er deres danskhed så bevidst i deres kunst og udtryk som han. Der er løbet meget vand igennem åen, siden Dissing begyndte at optræde i 1960’erne - og dengang måtte have en bodyguard med på job af frygt for at få øretæver af publikum, som troede, at han tog pis på det nationale arvesølv, når han fortolkede gamle danske sange som “Lille Anna” og “Gi’ mig en hest, mor”. Gennem mere end et halvt århundrede har vi kendt og elsket Povl Dissings sange om livet og hverdagen, blandt andet som det kom til udtryk i hans samarbejde med digteren Benny Andersen. Talrige er de sange, der er endt i Højskolesangbogen som en blåstemplet del af den danske sangskat, og både børn og voksne har nynnet med, når “Nina gik i bad” eller “Den grimmeste mand i byen kørte sig en tur”. Povl Dissing og sønner forener generationerne. Selvom der har sneget sig et enkelt “Las” ind i bandnavnet, synes betydningen af Povl Dissing og sønner ikke at være af mindre indhold. Sammen med Las Nissen (guitar og kor) har Rasmus Dissing (tangenter og kor) og Jonas Dissing (mundharpe, guitar og kor) været sønnerne, der sammen med farmand Povl, har givet en både forfriskende og ungdommelig vitamin-indsprøjtning til musik skabt på tværs af generationer. Sammen har de fire musikere i mere end ti år ført Dissing-slægtens fornemmelse for dansksproget vise- og folkemusik videre og samlet generationer med hver deres unikke musikalske talenter. De fire mestrer sammen at formidle iørefaldende og originale sange, der forener tekst og musik i veloplagte koncerter. Nu har kvartetten også taget Povls gamle sange på repertoiret. Det viser sig at: “Tingel tangel manden” befinder sig stadig iblandt os. “Elle-sælle-fanten” er ikke uddød endnu. “Den grimmeste mand” kører stadig rundt i byen i sin jaguar. Og der bliver ved med at være kun “25 minutter endnu” selvom tiden for længst er gået… Koncerten foregår på torsdag den 15. december på Risbjerggård. Musikken starter kl. 20, og dørene åbner kl. 19. Koncerten som er en sid-ned-koncert, består af to sæt af 45 minutters varighed. Billetter koster 75 kr. inkl. gebyr og kan købes i forsalg via Billetlugen eller HvidovreBibliotekerne.