Fortsæt til indhold

Positivt tilbageblik på efteråret

HIF's træner Christian Iversen er generelt meget tilfreds med Hvidovres præstationer efter en overstået halvsæson

Arkiv
Arkiv

- Vores mål for dette halvår var at sikre os en plads i oprykningsspillet, og det gjorde vi overbevisende med en meget godkendt 2. plads, mener træner Christian Iversen. - Vi fik syv sejre, fem uafgjorte og to nederlag i vore 14 kampe, og det er godkendt. Vi kommer over med tre point flere end sidste år. Vi er det hold, der har scoret næstflest mål i rækken, og det er ligeledes positivt. Vores deltagelse i pokalen er også godkendt. Her besejrede vi de hold, vi skulle og gjorde en god figur mod superligamandskabet SønderjyskE, som vandt i overtiden. Endelig er jeg meget glad for, at vores 2. hold vandt deres række, så sportsligt et rigtig fint efterår... - Spillertruppen har til fulde levet op til det, vi havde forventet. På flere parametre er vi inde i en god udvikling, og når man i flere kampe kan stille med et halvt hold af spillere fra egne rækker og ungdomsafdeling skal man være både glad og stolt. Jeg har set en stor villighed til at træne fire gange om ugen, og så har der været god opbakning til de to frivillige morgentræninger... - Vores årgang 97 har været og er stadig inde i en god udvikling, hvor de forholdsvis uproblematisk har kunnet træne sammen med de øvrige spillere med masser af erfaring i divisionsfodbold. Det er imponerende og giver os gode forhåbninger for fremtiden. De skal passes godt på og udfordres hele tiden, og det er en balance, som vi som trænere, skal kunne holde. Her har Dennis Eliasen været den helt rigtige overgangsperson for dem med hans store kendskab til netop disse spillere. Han har været en vigtig del af deres sikkerhedsnet. Jeg synes også, at alle trænere omkring de to seniorhold har spillet godt sammen og blandt været med til, at en spiller fra 2. holdet; Daniel Chukwumah, er inde i 1. holdstruppen, og det sker kun, hvis alle arbejder sammen og er opmærksomme på den enkelte spiller... - Jeg er mest glad for at alle omkring trupperne er mere skarpe på vores kultur og på, hvordan vi gerne vil være sammen og arbejde sammen...

Træner Christian Iversen tv. med Louka Andreasen, som er af egen avl samt assistenttræner og overgangstræner Dennis Eliasen.

Økonomiske udfordringer

- Jeg er også en del af det kommercielle i klubben, og her er der taget flere positive skridt med henblik på, at blandt andet hæve vores omsætning og få genskabt og genoplevet vores erhvervsnetværk. Den sidste del omkring netværket skal jo gå begge veje, og det betyder, at vi også får gavn og glæde af, hvis og når det går godt i netværket. Der er rigtig mange omkring klubben, som vil os det godt, og det er det rigtige udgangspunkt... - Vi skal også arbejde på at hæve tilskuertallet. Man skal gå hjem fra stadion med en god fornemmelse som tilskuere. Vi er også i underholdningsbranchen, og det arbejde tager vi også gerne på os. Det vil i hvert fald ikke skade, hvis vi vandt nogle flere af vore hjemmekampe. Det er jo det vore tilskuere kommer for at opleve... - Vi ved ikke på nuværende tidspunkt så meget om truppen til næste forår. Jeg forventer ikke de store udskiftninger. Truppen fra 2016 har gjort det fint, og der er meget mere at hive ud af den. Man har fået lidt mere rutine og kender hinanden lidt bedre, og det arbejder vi videre med. Vi kommer ikke til at hente 2-3 store profiler ude fra. Så vil vi hellere gøre vore egne spillere endnu bedre. Alle kan forbedre sig og blive skarpere. Der er flere procenter at hente, så der skal bygges yderligere på... - Vi er i gang med forberedelserne til den kommende sæson, hvor vi skal træne mest og bedst. Udenfor kridtstregerne skal klub og erhvervsliv rykke tættere sammen. Som klub skal vi blæse i samme retning. Det vil gøre det nemmere at finde og opnå klubbens fulde potentiale.... ebo@hvidovreavis.dk