Træn lattermusklerne
- og julehyg med familie eller venner på Hvidovres teater
“Et show. To komikere. En kummefryser frosne ænder. To timers hårdkogt jule-tam-tam. Nissehue på eget ansvar.” Sådan beskriver Teater Vestvolden deres populære juleshow, hvor en kendt komiker og et nyt navn afprøver deres materiale i uformelle og uhøjtidelige rammer. Aftenens komikere er hemmelige, men tidligere har navne som Simon Talbot, Brian Mørk og Lasse Rimmer besøgt Teater Vestvoldens populære comedy club Open Mic. Komikerne mikses med julestue, hvor der er andespil (med gaver), godter, musik og andre løse indslag.
Gå årstiden i møde med højt humør
Så saml hele familien, vennerne eller kollegerne til en aften, hvor I med garanti får trænet lattermusklerne. Der er også mulighed for at nyde en juleplatte, inden dørene åbner til teatersalen, hvor underholdningen venter med to timers tætpakket show. I pausen er teatrets hyggelige café vært for drikkevarer og snacks. Open Mic Julestue kan opleves fra onsdag den 30. november og de følgende to onsdage i december kl. 20. Læs mere og bestil billet på teatervestvolden.dk.