Fortsæt til indhold

Den kommunale ruin

En hengemt sag om et helt igennem mislykket 13 år gammelt kommunalt ejendomskøb nærmer sig måske nu sin afslutning

Arkiv
oas

Salg af Arnold Nielsens Boulevard 71, Lukket sag. Arnold Nielsens Boulevard 71 (ANB71) fyldte for år tilbage en hel del i avisens spalter. Således kunne man for ti år siden - den 4. oktober 2006 - i Hvidovre Avis læse, at på sidste byrådsmøde blev det besluttet, at bygningen på ANB71 71 skal sælges. En debat i kommunalbestyrelsen endte således for ti år siden med at samtlige partier, minus SF, tilsluttede sig beslutningen om at sælge. Men hvad var der gået forud for den ti år gamle beslutning - og hvordan kan det ske, at økonomiudvalget for en uge siden åbenbart igen skulle beslutte at sælge ANB71? Eller har der måske meldt sig en køber på banen?

Ejendommen blev aldrig taget i brug. Den blev sat til salg for ti år siden. Sådan ser den ud i dag.

Købt i 2003

En grundig gennemgang af avisens arkiver fører tilbage til den 5. november 2003. Under overskriften Kommunen køber et hus til Musikskolen, jubles der over det kommunale køb: - Hvidovre Kommune har i 11. time erhvervet en tidligere industribygning på ANB71 med henblik på at skabe et musikskole-hus... Købet blev hemmeligt behandlet på den lukkede del af byrådsmødet sidste tirsdag. Bygningen rummer i dag kontorer, lager og værksted, og skal derfor sættes i stand og ombygges, så den egner sig til musisk udfoldelse. Kommunen forventer, at huset vil være klar til brug i august eller september 2004. - Det er en stor dag for musikken i Hvidovre, siger en glad borgmester Britta Christensen. - Musikskolen har længe ønsket sig et eget hus, og vi har tumlet med flere idéer hen ad vejen. Nu kan vi endelig fejre, at en handel er i hus og at kommunens børn og unge får endnu bedre mulighed for at udfolde sig musisk, siger borgmesteren.

En rotterede

Ugen efter, den 7. november 2003, deltager Venstres daværende gruppeformand Johnny Winsløw i jublen: - Det er glædeligt, når fornuften sejrer og man en sjælden gang kan rose borgmesteren... Med erhvervelsen af ejendommen på ANB71 har Musikskolen endelig fået egne lokaler. Vel er kvadratmeterantallet langt under det ønskede, men det er dog et stort skridt i den rigtige retning til glæde for de ca. 1400 brugere og de mange ansatte i Musikskolen. ...Hvem der fremkom med idéen til anvendelse af ejendommen i økonomiudvalgsmødet skal jeg ikke røbe, men Venstre har fået sine ønsker/krav opfyldt. Så derfor ros til borgmesteren - fornuften sejrede til sidst. Så er der stille, nærmest bomstille, i et lille år. Men i september året efter kan Hvidovres borgere her i avisen læse en artikel med overskriften: Musikskolehus droppet. Det fremgår af artiklen, at Socialdemokraterne i stedet vil opføre en helt ny bygning på Risbjerggård-området. “Der arbejdes ikke videre med planerne på Arnold Nielsens Boulevard”. Sådan lyder den beslutning, som de tilstedeværende medlemmer af Skoleudvalget traf på sit møde om musikskolehuset. Beslutningen falder på baggrund af nogle interne arbejdspapirer, der har afsløret, at bygningen skal renoveres for et langt større millionbeløb end først antaget. - Rapporten viser, at istandsættelsen vil være urimelig dyr i forhold til udbyttet. Der skal bruges omkring 15-17 millioner kroner, hvis bygningen skal kunne anvendes til formålet. Det skyldes, at der stilles særligt høje krav til bygninger til undervisning. Krav om blandt andet ventilation, udsugning og varme, siger borgmester Britta Christensen (A), der ydermere peger på, at 200 kvadratmeter af bygningen ikke er korrekt opført i forhold til krav om lofthøjde. I lyset af den ny viden, fortryder du så, at bygningen blev købt sidste år i stor hast for at undgå - som du sagde dengang - at rockere skulle overtage huset? - Jeg fortryder ikke, for vi kan ikke - undskyld udtrykket - få lokaler nok. Og bygningen kan istandsættes og bruges til et aktiveringsprojekt omkring en genbrugsbutik. Det har Venstre foreslået, og det har A sagt ja til, siger borgmesteren. I juni 2005 er Peter Lougart (C) rystet: - Ejendommen er en rotterede. Kommunen har investeret fem mill. kr. i en ejendom, som stort set er uanvendelig til noget som helst. Lougart mener ikke, at kommunen nåede at opdage, at den købte en ruin, fordi ejendommen blev erhvervet i hast - efter sigende for at undgå, at rockere skulle overtage bygningen. - Ejendommen blev desværre erhvervet så hurtigt, at ingen bygningskyndige og ansvarlige personer kunne nå at vurdere ejendommes kvalitet. Man nåede ikke engang at finde ud af, at flere af bygningerne var ulovligt opført, oplyser den konservative gruppeformand, der - efter opdagelsen af, at der er tale om en ruin - tror, at kommunen bør beholde ejendommen.

Forhastet køb

Et par uger senere fastholder borgmester Britta Christensen det politiske flertals beslutning om en genbrugsbutik: - Jeg kan forsikre, at der kommer en genbrugsbutik på den adresse. Men hvilken standard genbrugsbutikken får, vil tiden vise, siger borgmesteren, der ikke fortryder købet af grunden, herunder ruinen. - Købet skal ses i lyset af, at ejendommen egentlig skulle have været brugt til Musikskolen. Men lokalerne viste sig desværre at være uegnede til musikformål. Og derpå opstod idéen om genbrugsbutikken, fortæller Britta Christensen. Ejendommen blev ifølge borgmesteren købt så hastigt, at der ikke var tid nok til at gennemgå lokaliteterne til bunds. - Købet skete ret hurtigt, og der forelå derfor kun en foreløbig beskrivelse af ejendommen fra Teknisk Forvaltning. Der var ikke tid til mere, da der også var bud på ejendommen fra anden side. Men vi kom først, og det er jeg glad for, siger hun. Den 6. juli 2005 får borgmesteren opbakning fra SF: - SF har været med til at erhverve ejendommen, skriver Niels Ulsing i et læserbrev: - Og vi er glade for at borgmesteren holder fast i, at der kommer en genbrugsbutik... Det er lidt for nemt at være bagklog og pege på, at købet var forhastet, og alt skulle have været undersøgt først. I kommunalpolitik skal der af og til handles hurtigt, for at skaffe kommunen nye muligheder. Nogle gange går det godt, hvor det første indtryk holder, andre gange dukker der forhold op, som der ikke er taget højde for... I SF tror vi på, at der kan komme noget godt ud af købet, uanset overraskelserne. Det skal nok vise sig at blive en rimelig investering.

Politisk død

Det følgende år bliver ejendommen adskillige gange omtalt i læserbreve i avisen. I maj 2006 bringer Hvidovre Avis en artikel - Intet nyt om kendt hus: - Der er intet nyt i sagen om ejendommen på ANB71, oplyser Teknisk Forvaltning på forespørgsel. Ejendommen blev kendt i hele Hvidovre da byrådsflertallet for et millionbeløb købte de forfaldne bygninger, som ifølge fagfolk var helt og aldeles ubrugelige til det tænkte formål som musikskole. Siden kom der et A-forslag om at indrette bygningerne til genbrugsformål. Men siden Teknik- og Miljøudvalget den 28. september 2005 besluttede at udsætte sagen, har alt omkring den prekære ejendom - der bl.a. indeholder en stribe ulovlige indretninger samt en ulovlig tilbygning - ligget politisk død.

Sagen genoplives

Og så er vi tilbage ved starten på denne gennemgang af kommunens ejendomskøb. Den 4. oktober 2006 genoplives den politisk døde sag nemlig og kommunalbestyrelsen beslutter at sælge ejendommen. Men så dør den igen - for først at genopstå i oktober 2014, hvor det i en sagsfremstilling i økonomiudvalget hedder: Arnold Nielsens Boulevard 71 fremstår i meget dårlig stand, og grunden er forurenet. Bygningen på ejendommen har stået til nedrivning i fire år. Der arbejdes på at sælge ejendommen med bygning, da det vurderes, at nedrivningsomkostningerne vil overstige salgsprisen. Sagen blev som nævnt behandlet på den lukkede del af økonomiudvalgets møde i sidste uge. Den dukker også op, når der i aften er møde i kommunalbestyrelsen. Hvad der aktuelt sker med den kommunale ejendom på ANB71, kan Hvidovre Avis desværre ikke orientere nærmere om. Redaktionen har bedt borgmester Helle Adelborg (A) om en kommentar til sagen: - Jeg kan ikke udtale mig om sagen, da den skal behandles på lukket dagsorden på kommunalbestyrelsesmødet, siger borgmesteren. Dette svar indikerer, at der er økonomisk følsomme oplysninger i sagen, samt at kommunen netop nu er ved at afslutte et salg af ANB71.