LørdagsAvisen i Køge fortsætter med ny ejer
Ejerskiftet sker den 1. januar - alle medarbejdere fortsætter
Sjællandske Medier overtager A/S Køge Mediecenters aktiviteter den 1. januar. Det drejer sig om LørdagsAvisen, BoligAvisen, BilAvisen, Erhvervsavisen Sjælland, specialudgivelser og hjemmesiden lørdagsavisen.dk.
LørdagsAvisens kontor på Torvet nr. 19A i Køge bibeholdes, lige som samtlige medarbejdere fortsætter. Køge Mediecenters daglige ledelse består uændret af blad- og salgschef Rikke Lykke Nielsen samt økonomichef Erik Olsen.
”Som en lokal og regional medievirksomhed, for hvem Køge er et primærområde, er det naturligt og oplagt at videreføre og at udvikle Køge Mediecenters aktiviteter. Vi har derfor sagt ja til Politikens Lokalavisers tilbud om at overtage mediecentret," siger Sjællandske Mediers chefredaktør, Torben Dalby Larsen.
Han understreger, at det er afgørende for Sjællandske Medier, at læsere og annoncører i kontakten med LørdagsAvisen møder nøjagtig de samme ledere og medarbejdere, som man har gjort med Politikens Lokalaviser som ejer.
Politikens Lokalaviser har igennem en årrække udgivet LørdagsAvisen fra det 100 % ejede datterselskab Køge Mediecenter A/S. Ifølge adm. direktør Søren Riis, Politikens Lokalaviser A/S, vil det nye ejerforhold styrke udviklingen af LørdagsAvisen, da Sjællandske Medier har en stærk lokal forankring i området med mange forskellige medier.
”Køge er en by i udvikling med et godt handels- og foreningsliv, som LørdagsAvisen har været en vigtig del af i mange år. Det skal avisen også være i fremtiden, og det sikres bedst med Sjællandske Medier som ny ejer på grund af deres historik og massive tilstedeværelse i Køge. Vi har haft mange gode og spændende år i Køge, men jeg er sikker på, at beslutningen om at forlade Køge er rigtig for alle parter," udtaler adm. direktør for Politikens Lokalaviser, Søren Riis.
Sjællandske Medier har ikke købt aktieselskabet Køge Mediecenter, men brandet Køge Mediecenter og aktiviteterne i Køge Mediecenter. Aktieselskabet, der skifter navn, ejes fortsat af Politikens Lokalaviser.
Sjællandske Medier udgiver fra Torvet nr. 10 i Køge bl.a. DAGBLADET Køge og ugeavisen Køge Onsdag. Torben Dalby Larsen oplyser, at disse aktiviteter naturligvis fortsætter uændret med redaktør Katrine Wied samt blad- og salgschef Jan Glöet som daglige ledere.