Fortsæt til indhold

Rosborg-elev vandt 20.000 kroner til forskningsprojekt

Arkiv
Af Jacob Hove

Anton Lejre Poulsen fra Rosborg Gymnasium & HF er blandt de fire vindere i Projekt Forskerspirer på Københavns Universitet.
Vejle-eleven vandt i den samfundsvidenskabelige kategori med projektet 'Risici ved privat aktiehandel'.
Projektet vil med udgangspunkt i private investorers brug af videndeling via Facebook-baserede aktiefora undersøge, om der bliver manipuleret med kurserne:
"Min hypotese er, at de uerfarne private investorer, som benytter sig af redskaber som fx Aktieporteføljen uden den nødvendige kildekritik og viden, udsætter sig for meget stor risiko for at blive snydt af kursmanipulation. Økonomisk kriminelle kan fx forsøge at pumpe kursen kunstigt i vejret gennem falske eller misvisende anbefalinger," forklarer Anton Lejre Poulsen i en pressemeddelelse.
112 forskerspirer har afleveret en synopsis til et forskningsprojekt i en af de fire kategorier: Naturvidenskab, humaniora, samfundsvidenskab og sundhedsvidenskab.
Fagdommerkomitéer havde nomineret de tre bedste projekter fra hver af de fire kategorier til at gå videre til finalen. Her præsenterede de 12 nominerede deres projekter og kæmpede om de fire førstepladser, der hver især udløser en præmie på 20.000 kroner til at gennemføre projektet.