Fortsæt til indhold

Flere varme hænder på vej til Odenses børn og unge

96 mio kroner fra den kommende skattestigning går blandt andet til at tilknytte flere voksne i vuggestuer, børnehaver og skoler

Arkiv
Arkiv

I forbindelse med budgetforliget blev byrådspolitikerne enige om at tilføre omkring 96 millioner kroner til børne- og ungeområdet. Beløbet skal gå til engagerede og dygtige medarbejdere blandt de yngste børn, skolebørnene og børn i udsatte positioner.
I går, tirsdag, gik et flertal i Børn- og Ungeudvalget et skridt videre og pegede på, at de flere voksne medarbejdere skal være med til at sikre et øget fokus på tre temaer: Sprog, dannelse og tidlig indsats.
”Det er et vendepunkt for børn og unge. Ovenpå flere år med besparelser kan vi nu lave en tiltrængt investering. Det er jeg utrolig glad for. Det betyder, at vi i 2017 kommer til at møde flere voksne i vuggestuer, børnehaver og på skolerne. Forhåbentlig kan det give større tryghed og ro både blandt børn, forældre og medarbejdere,” fortæller børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R) i en pressemeddelelse.
”Flere voksne omkring børnene skal bruges på det, vi ved, der skal til, for at børn og unge trives og udvikler sig, så de er klar til at tage de næste skridt i tilværelsen. Det handler blandt andet om at sikre, at børnene har et alderssvarende sprog gennem hele deres opvækst og om at give dem evnerne og modet til at forfølge deres drømme, men også robustheden til at blive stående på benene, når drømmen brister, eller tingene bliver svære,” fortæller Susanne Crawley Larsen.
Børn- og Ungeforvaltningens beregninger viser, at der i 2017 kan tilføres medarbejderressourcer svarende til cirka 152 fuldtidsstillinger. Et tal, der stiger til omkring 209 frem mod 2020.