HIF betaler dyre lærepenge
Det hænger ikke helt sammen for håndboldherrerne der brænder for mange chancer
Det er hele tiden lige ved og næsten for herrerne, der spiller et ganske solidt forsvarsspil, men mangler effektivitet, kynisme og nogle flere sikre afsluttere. Holdet var igen uden de to feriedrenge; Martin Jensen og Patrick Nielsen, og det gør det ikke nemmere for holdet. - Jeg synes, vi på mange måder spiller en god kamp, og på en god dag vinder vi den slags kampe, kommenterede træner Thomas Gundersen. - Jeg synes, vi betaler en masse lærepenge, og sådan må det være, når man spiller med et forholdsvis ungt og urutineret hold, hvor et par af profilerne samtidig er væk fra holdet. Man kunne vælge den nærliggende beslutning og hive de seneste sæsoners styrmand; Daniel Damm op fra 2. holdet, men det giver ikke de unge mere erfaring. Han vil skabe ro. Det er jeg sikker på, men får holdet så lært at stå på egne ben? - Vi var bagud 9-16 inde i 2. halvleg, men kom så stærkt tilbage til både 15-20 og 17-20, hvor vi så misbrugte tre 100 % chancer. Det hele endte 21-24, og her kan jeg så glæde mig over, at vi kun tabte med tre mål, når vi på et tidspunkt var bagud med syv mål... Både dame - og herreholdet spiller hjemme i Dansborghallen på lørdag. Damerne møder Team Amager kl. 13.00, hvor herrerne møder FIF kl. 14.15. ebo