Fortsæt til indhold

Selvdisciplin er en forudsætning for sejr mod White Hawks

Arkiv
Arkiv

Esbjerg Energy har mulighed for revanche, når Frederikshavn White Hawks gæster Granly Hockey Arena tirsdag klokken 19.00.
Fredag aften tabte vestjyderne 4-2 til de nordjyske høge i Scanel Hockey Arena efter en tæt kamp og i premierekampen trak nordjyderne sig ligeledes sejrrigt ud af kampen med en 3-1 sejr.

"Overordnet set skal vi præstere i samtlige 60 minutter tirsdag aften for at kunne håbe på en sejr. Frederikshavn er et alt for stærkt mandskab til, at man kan tillade sig at have udfald. På grund af holdets spillestil er det let at blive frustreret imod dem, når tingene ikke lige lykkes for os. Det skal vi undgå og i stedet skal vi være tålmodige, når vi oplever lidt med- eller modgang," fortæller cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy.

"Og så skal vi score på vore chancer og undgå at komme for ofte i straffeboksen. Vi laver nogle lidt dumme udvisninger fredag aften i Frederikshavn. Det skal vi kort sagt lade være med, for de demonstrerede fredag aften, at de er dygtige til at straffe udvisningerne," indskyder forwarden Nicolaj Jepsen.

"Set over hele kampen, synes jeg ikke, at der var den store forskel på de to mandskaber, når man ser bort fra, at vi havde lidt flere udvisninger. Men Frederikshavn var samtidigt dygtige til at score på deres chancer. Det gjorde vi ikke," fortsætter den 23-årige Esbjerg-dreng.

Esbjerg Energy er placeret på Metal Ligaens ottendeplads med 22 point efter 17 kampe. Frederikshavn er rækkens nummer fire med 32 points, ligeledes efter 17 kampe.