Fortsæt til indhold

L.O.C. er første navn på Jelling-plakaten

Næste års musikfestival præsenterer en af dansk raps sværvægtere

Arkiv
Arkiv

Det er en af dansk musiks sværvægtere, rapperen L.O.C., der i dag offentliggøres som første navn på plakaten til Jelling Musikfestival 2017.
Det er i år 15 år siden L.O.C. udsendte sit debutalbum 'Dominologi', og han er samtidigt højaktuel med det nye album, 'ANNO XV', der allerede er strøget ind på hitlisterne.

Siden L.O.C.´s koncerter på festivalen i 2011 og 2014 har han været en af de mest ønskede danske artister blandt publikum. Derfor glæder festivalen sig over at medddele ham som det første officielle navn i næste års program.
L.O.C.'s nye album 'ANNO XV' - det 10. album i hans karriere - er en opsamling med intet mindre end 27 hits, der spænder over en lang karriere. Dertil har han indspillet spritnye sange, inklusiv hans seneste hitsingle 'Ti Fod Høj', som også er inkluderet på dobbeltalbummet.
L.O.C.´s karriere startede for næsten 20 år siden med en gruppe venner, der mødtes over nogle beats i postnummeret 8210 - et postnummer, der sidenhen er blevet synonym med dansk hiphop. Siden da har L.O.C. turneret intensivt, indspillet mere end 200 sange og været en både kontroversiel og grænsesøgende kunstner – ikke mindst med albummet 'Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1', som han udsendte på eget label, SGMD (SelvgjortMillionærDrøm) og indgik i kommercielt samarbejde med et teleselskab, for derefter at slå alle rekorder, da det blev det mest downloadede album i dansk musikhistorie med mere end 240.000 eksemplarer. pfa