Fortsæt til indhold

Roklubben roede 40.000 km i 2016

Hæder til de unge talenter i klubben og en generel stor tilfredshed med sæsonen

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

- Det har i det hele taget været en fantastisk rosæson i 2016, udtalte klubbens formand Torben Thyren ved standerstrygningen og fortsatte: - På trods af ganske megen vind har klubbens medlemmer roet næsten 40000 km sammenlagt, det er både seniorerne, voksenroerne og ungdomsroerne, der har fordelt kilometerne i mellem sig. Der er altså næsten tale om en fordobling i forhold til den roede distance i 2013! Efter standerstrygningen var der middag i klublokalerne, hvor der også blev uddelt priser til medlemmerne, som havde roet flest kilometer i løbet af sæsonen, og for første gang i mange år var det ungdomsroere, der havde roet absolut længst. Helt exceptionelt endte ungdomskaproerne Thomas Jensen og Marcus Lyngesen på en delt førsteplads, da de i løbet af de mange træningstimer på vandet havde roet 2205 km hver i 2016! - Jeg er utrolig stolt på drengenes vegne af den dedikation til sejr, der ligger bag hver eneste af alle de kilometer, kommenterede ungdomsleder Flemming Nielsen. - Der har vi forklaringen på, hvorfor Hvidovredrengene igen i år har fået Hvidovre Roklub på præmiepodierne ved alle regattaerne, som de har deltaget i. Jeg er også utrolig taknemmelig for, at vi i år virkelig har fået gang i ungdomsroningen i Hvidovre. Her er den økonomiske støtte fra vores sponsorer, Alliance Advokater, SuperBrugsen Hvidovre og Hvidovre Kommune en stor hjælp for at få roning udbredt til Hvidovres ungdom... - Men det vigtigste arbejde er det, der foregår ved klubaftenerne, hvor vores dygtige instruktører er klar til at tage imod og introducere rosporten til nye medlemmer, og det er også derfor at Ungdomspokalen i år gik til 15-årige Christoffer Nielsen, som blev uddannet til instruktør sidste vinter, og har lagt sin energi i at instruere nye medlemmer næsten hver klubaften hele sæsonen... Roklubben forsætter sine aktiviteter indendørs over vinteren, hvor både seniorer, voksenroere og ungdomsroere træner i romaskinerne på Hvidovre Havn, og der er også tid til bordtennis, bordfodbold og kage ved klubaftenerne om mandagen. Interesserede er velkomne til at kigge forbi mandage mellem kl. 17-18.

Jubilaren Brian Sørensen strøg flaget fra roklubbens stander.