Lidl kommer til Hedensted
I begyndelsen af 2018 åbner Lidl en butik i Hedensted.
Den nye dagligvarebutik kommer til at ligge ved rundkørslen ved Dalbyvej og Kirkegade overfor Fakta.
“Vi regner med at få en byggetilladelse i foråret 2017. Så begynder byggeriet i sensommeren 2017, og derefter kan butikken stå klar i 1. kvartal 2018,” siger projektudviklingschef Kristoffer Stimpel, Lidl Danmark.
Han fortæller, at der bliver tale om en stor butik på 2.200 kvm og med et såkaldt salgsareal, altså der hvor kunderne kan gå, på 1.175 kvm.
For at få plads til den nye butik har Lidl købt otte huse på grunden, der nu skal rives ned.
Den nye butik kommer til at ligge overfor Fakta, og ifølge Kristoffer Stimpel plejer det at få en positiv betydning for området, at der åbner nye butikker i området.
"Vi oplever ofte en sneboldeffekt og at de andre kæder begynder at investere yderligere og gøre mere ud af deres butik. Det plejer at have en positiv effekt på handlen i byen," siger han.
Der venter stadig en offentlig høring, hvilket kan skubbe til tidsplanen.
"Vi har haft et fantastisk samarbejde med Hedensted Kommune, og vi glæder os til at komme til byen og give borgerne mulighed for at handle hos os. Og vi åbner selvfølgelig med en stor fest," siger Kristoffer Stimpel.
Ifølge Kristoffer Stimpel vil åbningen af den nye butik skabe, hvad der svarer til 15 fuldtidsstillinger.