Det sker
Første juleweekend i december byder på både julehygge og en mulighed for gode køb.
Lørdag er der åbent i Genbrugshallen på Høvedstensvej 45. Der er åbent fra kl. 10-13 og der kan betales både kontakt og med Mobilepay.
Lørdag er der endvidere årets sidste Sjov Lørdag i Frihedens Idrætscenter, hvor børn, unge og deres forældre kan boltre sig med bl.a. klatring, juleklip, aquadisco og blindskak mod en af Danmarks bedste juniorkakspillere, Viktor Nielsen fra Hvidovre Skakklub. Det er fra kl. 18-23, og alle er velkomne.
Søndag den 4. december er der julemarked i Avedørelejren fra kl. 10-15. Julemarkedet i Avedørelejren slår dørene op for 12. gang og der vil i år være mere end 70 stader med vin, øl, honning, julepynt, smykker og meget mere.
Desuden vil der være sjov og spændende underholdning for børn og familier. Blandt andet med superjongløren Kasper Jensen, sang med kvartetten The Singing Reindeers, ridning på islænderheste fra Krogagre, hestevognskørsel, skattejagt på Cirkusmuseet, besøg af julemanden og meget mere. Der er fri entré til markedet, der foregår i telte og i Fægtesalen. Der er desuden fri entré til Cirkusmuseet på dagen.