Erling Groth bliver folketingskandidat
Klar til at være Hvidovres ”alternativ” på Christiansborg
Erling Groth er født og opvokset i Hvidovre og har gjort et særligt aktivt arbejde for ’Det gode liv i forstaden’ – som også er titlen på en af hans talrige publikationer. Altid som igangsætter, inspirator og katalysator for grupper af engagerede Hvidovreborgere. På tværs af politiske skel. Kulturprisvinderen fra 2002 har faktisk siden det antiautoritære ungdomsoprør (HIPS) og de grønne og alternative miljøbevægelser været optaget af borgerdrevet demokrati: at få flere mere med i beslutningerne om lokalsamfundet og om eget liv.
Græsrod på tinge
Græsroden Erling Groth har bemærket at begrebet “borgerdeltagelse” er kommet på mode i de senere år - også i de kommunale forvaltninger. Det der lige nu fylder mest for folketingskandidaten er hans engagement i Idéforum HVIDOVRE 2025. Som projektleder i den aktive borgergruppe har Groth været med til at skabe forslag til en mere levende og en mere bæredygtig bymidte. Mange af borgernes ideer er nu - efter et langt sejt træk - ved at blive til virkelighed i byrådet. Men Erling Groth har mange gange i procesforløbet påpeget dobbeltmoralen i snakken om borgerdeltagelse, når praksis har været det stik modsatte. Spørgsmålet om bymidter, byliv og bæredygtighed er emner Alternativet arbejder med på tværs af forstadskommunerne i Københavns Omegns Storkreds, hvor Erling Groth sidder i bestyrelsen, og hvor han naturligvis har talt den sag. Som byplanlægger fra RUC har Erling Groth i flere år arbejdet med byudvikling, særligt i forstæderne rundt om København: Kvarterløft i Avedøre Stationsby, gennemførelse af en socialt bæredygtig helhedsplan i Vejleåparken i Ishøj og senest i bymidte-arbejdet med omfattende brug af de elektroniske medier i borgerdeltagelsen. Som iværksætter har han desuden drevet selvstændig virksomhed FORSTADSKONSULENTERNE med 14 rådgivere i Filmbyen i Avedørelejren. - Mit håb er at kunne nyttiggøre mine bypolitiske erfaringer fra en plads i Alternativets folketingsgruppe, udtaler den nybagte folketingskandidat.