Ny landsholdsspiller til Odense Håndbold
Stregspilleren Kathrine Heindahl er den næste til at trække i den orange trøje
Odenses ligahold fortsætter med at tiltrække landsholdsspillere. I går offentliggjorde den ambitiøse klub, at man har indgået en tre-årig kontrakt med stregspilleren Kathrine Heindahl.
Kathrine spiller i dag for Randers HK og er udtaget til landsholdstruppen, der deltager i EM i Sverige i december.
Cheftræner Jan Pytlick glæder sig over signingen.
”Kathrine er en fysisk stærk to-vejs spiller, som har udviklet sig flot i de seneste år, og jeg ser hende som en del af de kommende års ”fast inventar” på damelandsholdet. Hvis Odense skal være i toppen af dansk damehåndbold – og det er jo det vi vil – ja, så skal vi også have landsholdsaktuelle spillere i truppen," siger han i en pressemeddelelse.
Odense Håndbold ligger pt. nr. 4 i den danske liga og forstærkede sig i denne sæson med bl.a. brasilianske Jessica Quintino, målmandstalentet Althea Reinhardt og Oksana Kiseleva fra Rostov-Don.
Efterfølgende har klubben indgået aftaler med landsholdsspillerne Stine Jørgensen, Mette Tranborg og Mie Højlund.
Kathrine Heindahl udtaler følgende om sit skifte til den fynske hovedstad:
”Jeg føler, det er tid til at komme hjem og prøve kræfter med et nyt projekt der forhåbentlig gør, at jeg kan indfri mine ambitioner om at være i toppen af dansk damehåndbold. Jeg ser det som en god mulighed for at opnå mine personlige mål om at blive en fast bestanddel af landsholdet ved at have min daglige gang blandt andre landsholdsspillere. Og så glæder jeg mig til igen at være en del af et fynsk hold og vende tilbage til Odense," fastslår hun.