Isabella plantede idéen om Hvidovres ønsketræ
- Jeg elsker julen, men det gør mig trist at tænke på, at der er nogle mennesker, som ikke kan nyde det lige så meget som de fleste. Så jeg vil gerne købe en ekstra julegave, hvis jeg ved, at den går til et barn, der ellers ikke ville få så mange gaver juleaften. Sådan siger 17-årige Isabella Høg Perregaard, som i efteråret henvendte sig til Hvidovre Kommune med sin idé om julevelgørenhed på en lidt anderledes måde: Et ønsketræ for udsatte børn. Konceptet med et ønsketræ, der er pyntet med juleønsker fra udsatte børn, eksisterer allerede i bl.a. Esbjerg og Kolding, hvor flere hundrede børn hvert år får en ekstra julegave på denne måde. Til daglig går Isabella på HF på Hvidovre Gymnasium, og noget af det, der ind imellem fylder i hendes tanker er, hvordan man som ung kan gøre noget godt i verden. - Og i virkeligheden kan en lille ting, man gør, jo betyde meget for andre, siger hun. – Man kan betale penge til en fond, men man kan også gøre det meget mere konkret og nærværende, som at give en gave. Derfor sendte jeg idéen om ønsketræet til kommunen. Det er børnene på institutionen Hvidborg, der får tilbudt muligheden for at komme med ønsker til Hvidovres første ønsketræ. Børnene får mulighed for hver at skrive tre ønsker til max 150 kroner på et hjerte, og så er det meningen, at borgere, der kommer på rådhuset den 1. søndag i advent kan tage et eller flere hjerter med hjem. - Så køber man en af gaverne og skriver måske en lille julehilsen til det pågældende barn, og så afleverer sin gave på borgmesterkontoret senest den 20. december, forklarer borgmester Helle Adelborg. - Så sørger vores Børne- og Familieafdeling, at børnene får gaverne juleaften, forklarer borgmester Helle Adelborg, som er meget glad for Isabellas initiativ: - Det er stort, at være 17 år og så gøre sådan noget her, siger hun. - Det er dejligt at opleve, at nye generationer melder sig på banen og gerne vil gøre en forskel, og vi er glade for, at Isabella har bragt denne søde idé til Hvidovre.