En fantastisk dag for 250 skoleelever
Det blev endnu en dag i hjernegymnastikkens tegn, hvor der blev dystet under mottoet: “Det skal være sjovt at blive klogere!”.
Medborgersalen - de perfekte rammer
Medborgersalen blev gjort klar til skak takket være et fantastisk personale og en drengegruppe fra 6.a på Præstemoseskolen, der mødte ind tidligt om morgenen for at opstille 125 skakspil. Et kæmpebanner på Medborgersalen og roll up bannere på fod skulle skabe en wow-effekt for de 250 elever, der trådte ind ad døren til Medborgersalen. Det var nu de 125 skakspil fordelt på mange borde, der gav den reelle WOW-effekt. Eleverne var spændte og med udsigt til individuelle pokaler og en kæmpe vandrepokal til den vindende skole, kunne eleverne ikke vente med at komme i gang.
125 skakspil i gang på samme tid
Efter introduktion til turneringssystemet, dagens program samt regler for god sportsånd, blev eleverne bedt om at finde deres første kampplads – stedet hvor de skulle dyste mod en anden elev. Kampene blev sat i gang med en højlydt nedtælling på computer, hvorefter der på få sekunder blev fuldstændig “skakro”. Tilsvarende afsluttedes kampene med et højt “Game Over” fra computeren.
Monrad - et ambitiøst og vellykket turneringssystem
Arrangørerne havde valgt at benytte et turneringssystem inspireret af skaksytemet Monrad, der tilgodeså to vigtige elementer i opbygningen af en god skakdag for alle elever. For det første var det vigtigt, at alle elever kom til at spille lige mange kampe, uanset hvordan det gik. Derudover var differentieringstanken vigtig - eleverne blev “parret” med en modspiller med samme antal point/niveau som dem selv. På den måde kunne arrangørerne sikre sig, at alle elever blev udfordret inden for deres zone for nærmeste skakudvikling. Mellem hver af runderne med skakdyster var der travlhed med pointgivning og forberedelse af den næste runde ved dommerbordene. Men med hjælpere fra Dansk Skoleskak, Københavns Skoleskak og Hvidovre Skakklub lykkedes det uden problemer. Herefter kunne der kåres fem Hvidovremestre i grupperne B-F, som var inddelt på samme måde som til DM i Skoleskak. Der var ingen gruppe A, da der “kun” var elever med fra grundskolen (0.-9. klasse). Alle eleverne spillede 7-8 kampe, som blev afgjort efter “svensk afdømning”, hvis der ikke var fundet en vinder efter 12 minutter. Den svenske afdømning benyttes ved at spillerne tæller point for at finde ud af, om der er en vinder af kampen eller om den ender med remis.
Puljevinderne med til DM
Da klokken blev 14.45 stod elever og voksne spændte og ventede på det samlede resultat af dagens skakdyster. Borgmester Helle Adelborg stod for overrækkelsen af pokaler til de fem gruppevindere. Derudover uddelte hun diplomer med kvalifikation til DM i Skoleskak til den bedste elev fra hver årgang. Dansk Skoleskak havde sponsoreret en stor og flot vandrepokal til den skole, som klarede sig bedst. Følgende elever kvalificerede sig til DM. Gruppe B: Daniel Jørgensen, Dansborgskolen (2001). Gruppe C: Frederik Joensen, Præstemoseskolen (2002) og Emil W-Petersen, Dansborgskolen (2003). Gruppe D: Mathias Skogset, Præstemoseskolen (2004) og Ida Jacobsen, Risbjergskolen (2005). Gruppe E: Rasmus Hansen, Langhøjskolen (2006) og Julius Holdt, Præstemoseskolen (2007). Gruppe F: Aksel Bregenov-Jørgensen, Langhøjskolen (2008), Bertram Pedersen, Langhøjskolen (2009) og Victor Iversen, Langhøjskolen (2010). Langhøjskolen vandt som skole og fik æren af at få vandrepokalen med hjem til skolen. Konkurrencen var dog hård, og der var næsten dødt løb mellem Langhøjskolen og Præstemoseskolen, mens Dansborgskolen og Risbjergskolen tog sig af de efterfølgende placeringer. Arrangørerne, Thorbjørn Bromann og matematikonsulent Peter Mogensen, håber på, at succesen gentager sig til næste år, og at endnu flere skoler og elever vil finde vej til Medborgersalen for at dyste ud fra mottoet: “Det skal være sjovt at blive klogere”. Nyheden om succesen i Medborgersalen har gjort at region hovedstaden har ønsket at holde deres årlige holdmesterskab i Medborgersalen i Hvidovre. Derfor er der allerede skak på programmet igen den 15. marts 2017 med overskriften: Københavnsmesterskaberne for holdskak.