Fortsæt til indhold

32-årig Peshmerga-kriger bør ikke få sit pas tilbage

Arkiv
Arkiv

I den sag, der er blevet kendt som "Martin-sagen,” har Syd- og Sønderjyllands Politi kæret rettens kendelse fra den 5. december 2016 til Vestre Landsret.
Det betyder, at landsretten nu skal tage stilling til, om politiets afgørelse om inddragelse af en 32-årig mands pas samt forbud mod at rejse ud af Danmark skal opretholdes.
Retten i Esbjerg afsagde den 5. december 2016 kendelse om, at politiets afgørelse om inddragelse af mandens pas samt forbud mod udrejse af Danmark skulle ophæves.
Politiets traf afgørelsen i henhold til paslovens § 2, stk. 1, nr. 4. Paragraffen drejer sig om tilfælde, hvor der er grund til at antage, at en person har til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, der kan indebære eller øge en fare for Danmarks eller andre staters sikkerhed.
Retten lagde ved sin behandling af sagen omvendt vægt på, at manden alene havde kæmpet sammen med Peshmerga-styrkerne i Irak, der bekæmper terrororganisationen Islamisk Stat, og at hans ophold i konfliktområdet således havde haft et anerkendelsesværdigt formål.
Dette grundlag er Syd- og Sønderjyllands Politi ikke enig i.
På baggrund af lovens forarbejder samt de oplysninger, der er fremlagt under sagens behandling i byretten, er det politikredsens opfattelse, at en sag som denne er omfattet af lovens bestemmelser om inddragelse af pas og meddelelse af udrejseforbud. Der er tale om en principiel sag, og derfor ønsker politiet at få landsrettens vurdering af sagen.
Det er endnu ikke besluttet, hvornår sagen bliver behandlet i Vestre Landsret.