Fortsæt til indhold

600 studerende byttede generøse handlinger for gratis tur hjem til jul

Arkiv
Arkiv

Forleden bragte Anthon Berg traditionen tro hundredvis af studerende gratis hjem til jul med Den Generøse Julerejse.
I år blev de studerende kørt i julebusser til alle landets fem regioner. Som tak for turen hjalp de studerende med at sprede generøsitet undervejs. Et plejehjem, et børnehospital og et bosted for funktionshæmmede var nogle af de steder, som fik glæde af et ekstra skud generøsitet i år.
Klokken er halv otte om morgenen. På Frue Plads i København er 200 søvnige og forventningsfulde studerende mødt op og står klar til at stige ombord på en af fem pink marcipanbrødsbusser. Stemningsfulde juletoner fra Dania Brass Bands juleensemble sender busserne afsted i karavane fra Københavns centrum for at bringe de studerende gratis hjem til jul i familiens skød.
De studerende bliver kørt ud i alle landets kroge. Hvor en af busserne kører til Aalborg i nord, skal en anden ned til sydhavsøernes hovedstad, Nykøbing Falster.

Gode hjerter på Generøse Missioner

Julebusserne er pyntet til bristepunktet indeni og spækket med hygge, masser af chokolade og julestemning af højeste kaliber – og turen har ikke kostet de studerende en krone. Derimod betaler de med deres julehumør og med gode gerninger på Generøse Missioner.
Formålet med De Generøse Missioner er at sprede julestemning på steder, der har knappe ressourcer i julen, og glæde mennesker, som har særligt brug for omsorg. De stemningsfyldte julebusser med studerende skal besøge Socialpædagogisk Center i Næstved, H.C. Andersen Børnehospital på Odense Universitetshospital og plejehjemmet Lindehøj Centeret i Horsens.
Brassbandet spiller sidste julesang, og bussernes motorer begynder at brumme. De studerende har sat sig til rette i busserne, og det betyder, at Den Generøse Julerejse er i gang. Nu går det løs!

Generøsitet på vej

”Kender du den om Rudolf, Rudolf med den røde… ” – stemningen er høj i bussen, som kører mod Esbjerg. Mens nogle af de studerende øver sange, laver andre julepynt – alt sammen til glæde for børnene på Odense Universitetshospital, som Esbjerg-bussen besøger på sin vej.
En af de rejsende er Anna Thomsen, der til daglig studerer psykologi. Anna synes, at julerejsen er et fantastisk initiativ, og hun er rigtig glad for at have fået en plads på bussen.
”Jeg er virkelig positivt overrasket. Det samler folk, og så gør vi også noget godt for andre. Det er meget bedre end hjemrejse i et fyldt tog,” siger Anna, der skal hjem til Grimstrup for at fejre jul.
Det er ikke helt tilfældigt, at det er studerende, der er udvalgt til at løse Generøse Missioner. En ny undersøgelse foretaget af YouGov for Anthon Berg viser nemlig, at det særligt er de yngre generationer (57 procent mellem 18-34 år), som er åbne over for at hjælpe andre, som mangler ressourcer eller omsorg.
”De studerende er dem, der skal rejse længst, og samtidig har de ofte et stramt budget – men et stort hjerte. Derfor vil vi gerne køre så mange som muligt hjem og komme længere ud i landet. Og samtidig med, at vi giver de studerende en hånd, så hjælper de med at gennemføre Generøse Missioner, der hvor danskerne har peget på, at der er behov,”fortæller Marketing Director for Anthon Berg, Lone Lyng Andersen.
Bussen gør stop. Endelig er Esbjerg-bussen fremme ved den Generøse Mission.

Julekor, guirlander og kurve med chokolade

Flettede kurve med chokolade samt flotte guirlander og julestjerner i pink og guld bliver båret hen til indgangen ved H.C. Andersen Børnehospital, mens de studerende synger julesange for at skabe en varm julestemning i det ellers råkolde vejr.
”Vi sætter stor pris på besøget. Det er virkelig fedt med sådan nogle events, og det er rigtig godt for de børn og unge mennesker, som er indlagt. Vi synes, det er en rigtig dejlig måde at dele juleglæden på. Og sætte fokus på, at der er nogle, som er mere trængte end andre her i julen. Jeg tænker også, at det er rigtig fint for de studerende, som er kommet i dag, at være en del af det her,” siger Mia Røge, afdelingssygeplejerske i HM4 hos H.C. Andersen Børnehospital på Odense Universitetshospital.
Efter fællessang og uddeling af chokolade vinker Anna og de andre studerende smilende farvel til de fremmødte uden for hospitalet og stiger ombord på bussen for at rejse det sidste stykke hjem til jul hos familien.