Fortsæt til indhold

Peter Rahbæk Juel borgmester i Odense fra januar

Anker Boye træder tilbage og giver stafetten videre til partiets kronprins

Arkiv
Arkiv

Odenses borgmester gennem 19 år, Anker Boye (S), overlader til januar borgmesterkæden og titlen til sit partis kronprins Peter Rahbæk Juel. Det skriver www.fyens.dk i et interview med Anker Boye.
I interviewet fortæller Anker Boye, at han nu føler, byens transformation er på plads, og at han derfor mener, han med god samvittighed kan give stafetten videre.
"Jeg er stolt af min by og synes, jeg kan mærke, at dens borgere igen er ved at få det på samme måde, og jeg begynder at kunne se, hvor arbejdet med at ændre byen fysisk og mentalt bærer hen," siger han til Fyens Stiftstidende.

Peter Rahbæk Juel, der altså fra nytår er Odenses nye borgmester, lagde natten til søndag en opdatering på Facebook, hvor han skriver, at han er klar til at indtræde som borgmester.

"Jeg er klar til sammen med jer at smøge ærmerne op og tage fat, så vendepunktet kan bide sig fast som en god udvikling for vores by," skriver Peter Rahbæk Juel, der også lover at fortsætte Odenses udvikling i det spor, Anker Boye har lagt:
"Vi skal altid være opmærksomme på at bruge de penge, vi har, så godt som muligt. Derfor skal vi fortsat udvikle både byen og velfærden. Men for mig at se er der ingen vej uden om, at vi også de kommende år skal ansætte flere medarbejdere på velfærdsområderne. Det er den retning, jeg som borgmester vil arbejde for," lyder det i statusopdateringen.
Læs mere om borgmesterskiftet i næste udgave af Lokalavisen Odense, der udkommer på torsdag den 8. december.